(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

DEM 
STJERNE 

Nr. 10 • Oktober 1970 • 119. Årgang 





Det inspirerende 
budskab 

AF ÆLDSTE LeGRAND RICHARDS af De Tolvs Råd. 




Profeten Esajas så den dag, da vi har en ny himmel og en ny jord, da vi bygger 
huse og bor deri, planter vingårde og spiser frugten derfra. Og så tilføjer han: 
„Thi de er Herrens velsignede æt og har deres afkom hos sig." (Se Es. 65:17, 
19-25.) 

Hvilken trøst dette er for dem af os, som har begravet vore små børn, at vide, 
at vi i opstandelsen vil få lov til at opfostre vore små til voksne mænd og 
kvinder. 

De lærdomme, der er skabt af mennesker i de såkaldte kristne kirkesamfund, 
giver ikke deres medlemmer sådanne trøstende forjættelser. 
Jeg overværede en bisættelseshøjtidelighed for en af mine forretningsforbin- 
delsers eneste unge datter, og præsten gav ikke disse sørgende forældre ét håb 
om, at de nogen sinde skulle møde eller kunne kende deres lille, dyrebare 
datter igen. 

Efter begravelsen sagde jeg til min ven, at Herren havde noget bedre end det 
for ham, hvis han ville leve for det. Han sluttede sig senere til Herrens sande 
Kirke og glæder sig nu til at få lov til at vække den lille datter på den første 
opstandelses morgen. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Taler holdt af Generalautoriteter under den 140. halvårlige Generalkonference. 

Vor interesse for alle vor faders børn. Af Præsident Joseph Fielding Smith 291 

Den tid vi lever i. Af Harold B. Lee 292 

Lydighedens velsignelser. Af N. Eldon Tanner 295 

Nødvendigheden af at have en profet. Af Spencer W. Kimball 299 

Mod. Af Marvin J. Ashton 302 

Lær Joseph Smith at kende. Af Paul H. Dunn 304 

Søges: forældre med mod. Af Victor L. Brown 306 

En bøn om fred. Af Præsident Joseph Fielding Smith 308 

Fortæl dem en historie. Af Ewan Harbrecht Mitton . 309 

Det Præsiderende Biskopråd taler til ungdommen: om at lære at arbejde 311 

Hun skrubbede vore sjæle. Af Dr. Lindsay R. Curtis 312 

Den mand husker jeg bedst. Af George Durrant 314 

Bønenes sider: En god handel. Af Lucile C. Reading 73 

Mors dag. Af Lucy Parr 75 

Et fjende selskab. Af Lucile C. Reading 79 



Forklaring til forsiden 

En illustration, udarbejdet som hjælp til at forklare fremgangsmåden ved af- 
stemningerne i den højtidelige forsamling, der blev afholdt ved Generalkonfe- 
rencen i april, som var så godt udført, at den kan anvendes som forside til 
denne måneds udgave af vort kirkeblad. Illustreret af Gerreld L. Pulsipher er 
den her fremstillede oversigt over Tabernaklet på Tempelpladsen nøjagtig i 
størrelsesforhold, antallet af bænke, siddepladser, søjler og alle detaljer. O 




DEN 
STJERNE 



Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Nummer 10 • Oktober 1970 
1 19. Årgang 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Taler holdt af Generalautoriteter under den 
140. halvårlige Generalkonference 




Vor interesse for alle 
vor faders børn 



AF PRÆSIDENT 

JOSEPH FIELDING SMITH 



Mine elskede brødre og søstre: 
Jeg står for jer her i dag i ydmyg- 
hed og med taksigelse; taknem- 
melig for de velsignelser, Herren 
har udøst over mig, over min fa- 
milie, over jer og over hele sit folk. 
Jeg ved, at vi er medvirkende i 
Herrens værk, og at Han til enhver 
tid og i enhver periode af jordens 
historie oprejser mænd, der kan 
tage vare på Hans værk. 
Som en kirke og som et folk er vi 
i mange år blevet rigt velsignet 
med Præsident David O. McKays 
inspirerede ledelse, store, ånde- 
lige indsigt og faste hånd. Nu, da 
hans tapre gerning her er endt, og 
han er blevet kaldet til at tjene på 
andre måder, har Herren givet 
ansvarets og ledelsens tøjler i sit 
jordiske rige til andre af os, som 
er tilbage. 

Og da vi ved, at „Herren ikke giver 
menneskene nogen befaling, uden 
at Han åbner en udvej for dem, 
så de kan udføre det, som Han 
befaler dem" (1. Nephi 3:7), stoler 
vi ydmygt på, at dette værk under 
Hans vejledning og direktion vil 
gå frem. 

Jeg ønsker at sige, at ingen af sig 
selv kan lede denne Kirke. Den 
er den Herre Jesu Kristi Kirke, Han 
er dens overhoved. Kirken bærer 
Hans navn, den har Hans Præste- 



dømme, den forvalter Hans Evan- 
gelium og forkynder Hans lære og 
udfører Hans værk. 
Han udvælger mænd og kalder 
dem til at være redskaber i Hans 
hænder til opnåelse af Hans hen- 
sigter, og Han vejleder og styrer 
dem under deres arbejde. Men 
mennesker er kun redskaber i Her- 
rens hænder og æren og herlighe- 
den for alt, hvad Hans tjenere ud- 
fører, er tilegnet Ham og bør 
tilegnes Ham for evigt. 
Hvis dette er menneskeværk, ville 
det være slået fejl, men det er 
Herrens værk, og Han lider ikke 
nederlag. Vi har den forsikring, at 
:hvis vi holder budene, er tapre i 
Jesu vidnesbyrd og trofaste i alt, 
hvad vi bliver betroet, vil Herren 
vejlede og styre os og sin Kirke ad 
retfærdighedens veje til opnåelse 
af alle sine hensigter. 
Vor tro er forankret i den Herre 
Jesus Kristus og gennem Ham i 
Faderen. Vi tror på Kristus, ac- 
cepterer Ham som Guds Søn og 
har påtaget os Hans navn i dåbens 
vande; vi er Hans sønner og døtre 
gennem adoption. 
Jeg fryder mig i Herrens værk og 
glæder mig over den sikre kund- 
skab, jeg har i min sjæl om dets 
sandhed og gudommelighed! 
Af hele mit hjerte bærer jeg jer mit 



vidnesbyrd: atJesus Kristus er den 
levende Guds Søn, at Han kaldte 
profeten Joseph Smith til at stå i 
spidsen for denne forvaltning og 
til at organisere Kirken og Guds 
Rige på jorden igen, og at det 
værk, hvori vi medvirker, er sandt. 
Da min fader, Præsident Joseph F. 
Smith, blev kaldet til at tjene som 
Kirkens sjette Præsident, gav han 
udtryk for taknemmelighed for 
sine hengivne rådgivere og er- 
klærede, at han havde til hensigt 
at rådføre sig med dem i alt, hvad 
der vedrørte Kirken, så der kunne 
være samhørighed og enighed 
blandt brødrene og for Herren. 
Lad mig sige det her, at jeg har 
fuldstændig tillid til mine råd- 
givere. De er Guds mænd, som 
ledes af inspiration fra himmelen. 
De er i besiddelse af den Hel- 
ligånds gave og kraft, og de nærer 
intet højere ønske end at fremme 
Kirkens interesser, velsigne alle 
vor Faders børn og fuldkomme 
Herrens værk på jorden. 
Præsident Harold B. Lee er en 
støttepille for sandhed og retfær- 
dighed, en ægte Seer, som er i 
besiddelse af stor, åndelig styrke, 
indsigt og visdom; hans kundskab 
og forståelse af Kirken og dens 
behov overgås ikke af noget men- 
neske. 



291 



Præsident N. Eldon Tanner er en 
mand af samme karat, af fuldkom- 
men retskaffenhed, med hengiven- 
hed for sandheden, begavet med 
den administrative evne og ånde- 
lige kvalifikation, der sætter ham 
i stand til at lede, styre og give 
råd på rette måde. 
Og hvad jeg siger om Præsident 
Lee og Præsident Tanner, gælder 
også De tolvs Råd og de andre 
Generalautoriteter. De er Guds 
mænd. 

Jeg er taknemmelig for, at Herren 
oprejser mænd med den styrke og 
kraft, som disse brødre besidder, 
og at Han kalder dem og bereder 
dem til at indtage stillinger som 
ledere i Hans Kirke. 
Der er intet arbejde på jorden så 
vigtigt som Herrens værk, og der 
findes ingen stillinger så krævende 
og ansvarsfulde og så vidtræk- 
kende i deres virkning på vor Fa- 
ders børn, som i Herrens værk, 
der ligger foran os. 
Vi lever i en tid, hvor kærlighedens 
og enhedens ånd øges blandt folk 
af forskellig trosopfattelse, og vi 
slutter os til mænd med good will 
i alle kirkesamfund og udtrykker 
vor kærlighed og interesse for alle 
vor Faders børns timelige og ån- 
delige velfærd. 

Vi er glade for at samarbejde med 
oprigtige, gode mænd og kvinder 
overalt og i alt, hvad der kan være 
til fremgang og til bedste for vore 
medmennesker, for vi anerkender 
alle mennesker som Guds børn 
og som brødre og søstre i dens 
menneskelige familie. 
Må vor evige Fader udøse sine 
velsignelser over alt, hvad der er 
Hans hænders værk — 
og velsigne forældre med indsigt 
og inspiration til opdragelse af de- 
res børn — 

velsigne vore børn og unge men- 
nesker til at søge og modtage 
gode råd, samt holde Guds bud — 
velsigne alle funktionærerne, 
lærerne og medlemmerne i vor 
Faders Kirke, så de kan tjene Ham 



virksomt i retfærdighed og tro- 
fasthed — 

og velsigne verden og alle men- 
nesker overalt, at de må vende sig 
til Ham i retfærdighed og finde 



fred, lykke og formål i livet. Alt 
dette beder jeg om i ydmyghed og 
taknemmelighed og i vor Herre 
Jesu Kristi navn. Amen. 



Den tid 
vi lever i 



AF PRÆSIDENT HAROLD B. LEE 

Første rådgiver i Det Første Præsidentskab 

og Præsident for De Tolvs Råd. 




Jeg slutter mig til min kære em- 
bedsbroder, Præsident Kimballs 
tanke med at byde vore elskede 
medarbejdere, broder Boyd K. 
Packer, broder Joseph Anderson, 
broder David B. Haight og broder 
William H. Bennet velkommen i 
vore Generalautoriteters kreds. 
Når I brødre og søstre kommer til 
at kende dem, som vi kender dem, 
vil I føle jer styrket under deres 
lederskab. 

Vi kan ikke lade dette tidspunkt 
passere uden at mindes vor elske- 
de Præsident McKay; ligeledes 
sender vi vor kærlighed og velsi- 
gnelse til dig, søster McKay, hvis 
du lytter nu, og til den usædvan- 
lige familie, Præsident McKay har 
— nu, da vi går over i en ny perio- 
de af Kirkens historie. 
I dag begynder Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige et nyt ka- 
pitel i sin 140-årige historie, siden 
den blev organiseret i denne ti- 
dernes fyldes forvaltning, således 
som der er talt om i skriften. 
Endnu en profet, vor ædle Præsi- 
dent David O. McKay er blevet 
kaldt hjem for at aflægge rapport 
om sin ledelse af Kirken som dens 
jordiske overhoved. Hver gang en 
profet-leder er gået bort, er der 
sket store ting bagefter, både i 
Kirken og i verden. Jeg har speku- 



leret på, om det muligvis er pro- 
fetens rapport til vor Skaber, der 
har haft så stor betydning for men- 
neskenes anliggender her på jor- 
den. 

Overgangen, når forandringer i 
Kirkens administration skal ske, 
er enestående i sin fremgangsmå- 
de ved en ordineret plan, der, som 
ældste Kimball har sagt, forhindrer 
muligheden for politiske planer 
eller revolutionære metoder, der 
kunne blive årsag til megen for- 
virring og forpurren af Herrens 
værk. 

Præsident David O. McKay og 
alle hans forgængere som Kirkens 
Præsidenter har testamenteret os 
rige skatte af visdom og kund- 
skab. Ved hver af disse Præsi- 
denters bortgang blev et taknem- 
meligt folks hjerter billedlig talt 
taget bort sammen med hver af 
dem. Optegnelserne om deres 
livsførelse, deres gerninger, deres 
tale og deres kirkelige tjeneste er 
lykkeligvis belærende bøger, be- 
vist i Kirkens nedskrevne historie 
og i erindringen hos dem, som er 
kommet efter dem. Må Gud vel- 
signe den arv til de trofaste over- 
alt. Når alt kommer til alt, vil de 
største optegnelser om dem blive 
skrevet i deres hjerter, som de 
flittigt søgte at tjene. 



292 



Det vil måske være belærende og 
oplysende for mange af Kirkens 
medlemmer og for andre, som lyt- 
ter til disse møder, at vi siger 
noget om den reorganisation af 
Kirken, der følger på en Præsi- 
dents død. 

Til dem, som stiller det spørgsmål: 
Hvorledes vælges eller udtages 
Kirkens Præsident? vil det kor- 
rekte og enkle svar blive anførel- 
sen af den 5. trosartikel: „Vi tror, 
at en mand må kaldes af Gud ved 
profeti og håndspålæggelse af så- 
danne, som har myndighed der- 
til, for at prædike Evangeliet og 
tjene i dets ordinanser." 
Begyndelsen til kaldelsen af en, 
der skal være Kirkens Præsident, 
begynder faktisk, når han bliver 
kaldet, ordineret og beskikket ti! 
at være medlem af De Tolvs Råd. 
Et sådant kald ved profeti, eller 
med andre ord gennem inspiration 
fra Herren til den, som har præsi- 
dentskabets nøgler, og den påføl- 
gende ordination og beskikkelse 
ved håndspålæggelse af den sam- 
me autoritet, placerer hver enkelt 
apostel i et præstedømme-kvorum 
med 12 mænd, som er apostle. 
Enhver apostel, som således er 
ordineret under Kirkens Præsi- 
dents hænder, han, som har Guds 
Riges nøgler i fællesskab med alle 
andre ordinerede apostle, får over- 
draget den præstedømme-myndig- 
hed, som er nødvendig for ethvert 
embede i Kirken, også for et em- 
bede som Præsident over Kirken, 
hvis han bliver kaldet af den præ- 
siderende myndighed og opret- 
holdtved afstemning i en stemme- 
berettiget forsamling af Kirkens 
medlemmer. 

Joseph Smith erklærede, at „hvor 
der ingen Præsident er, er der ikke 
noget Præsidentskab." Straks 
efter en Præsidents død bliver den 
næste enhed i rangen, nemlig De 
Tolv Apostles Kvorum, den præsi- 
derende myndighed, og de Tolvs 
Præsident automatisk Kirkens fun- 
gerende Præsident, indtil en Præ- 



sident for Kirken officielt er blevet 
ordineret og opretholdt i sit em- 
bede. 

På grund af visse forhold, vedblev 
De Tolvs Råd i begyndelsen af 
denne forvaltning at præsidere 
som en enhed i tre år, før reorga- 
niseringen blev effektueret. Da for- 
holdene i Kirken blev mere stabili- 
seret, blev reorganiseringen effek- 
tueret straks efter, at Kirkens Præ- 
sident var gået bort. 
Alle medlemmer af Det Første 
Præsidentskab samt De Tolv bliver 
regelmæssigt opretholdt som 
profeter, seere og åbenbarere," 
således som I har gjort det i dag. 
Det betyder, at enhver af apost- 
lene, der vælges og ordineres som 
nævnt, kan præsidere over Kirken, 
hvis han bliver valgt af en gruppe 
(hvilken gruppe her tolkes som 
værende hele De Tolvs Kvorum), 
udnævnt og ordineret til dette em- 
bede samt opretholdt af Kirkens 
tillid, tro og bøn, i overensstem- 
melse med en åbenbaring om det- 
te emne og på én betingelse, nem- 
lig den, at han er nævnte kvorums 
seniormedlem eller præsident. 
(Se Lære og Pagter 107:22.) 
Af og til kommer det spørgsmål op, 
om der ikke er noget andet med- 
lem af De Tolvs Råd end senior- 
medlemmet, der kan blive Præsi- 
dent. Ved nærmere eftertanke må 
man formode, at enhver som helst 
anden end seniormedlemmet kan 
blive Kirkens Præsident, men kun 
hvis Herren åbenbarer for præsi- 
denten for De Tolv, at en anden 
end han selv kan vælges. 
Herren åbenbarede for den første 
profet under denne forvaltning den 
metodiske plan fra Kirkens ledelse 
ved en forudbestemt organisiering 
af Guds jordiske Rige. Han gav 
følgende særlige vejledning — 
eller vi kunne kalde det forskrifter 
— nemlig, at tre præsiderende høj- 
præster af Det melkisedeske Præ- 
stedømme, valgt af før nævnte 
gruppe, udnævnt og ordineret til 
det embede, samt opretholdt af 



Kirken ved tillid, tro og bøn, dan- 
ner et kvorum af Kirkens (Første) 
Præsidentskab. Og videre: 
De tolv omrejsende rådsmedlem- 
mer er kaldet til at være De tolv 
Apostle eller særlige vidner for 
Kristi navn i hele verden, og heri 
adskiller deres kalds pligter sig 
fra andre embeder i Kirken. Og 
de danner et kvorum, der har sam- 
me myndighed og magt som de 
før omtalte tre præsidenter. (Se 
Lære og Pagter 107:22-24.) 
Med henvisning til dette emne, 
skrev Kirkens fjerde Præsident, 
Wilford Woodruff, nogle bemærk- 
ninger i et brev til PræsidentHeber 
J. Grant, som på det tidspunkt var 
medlem af De Tolv ■ — det var den 
28. marts 1887. Jeg citerer fra det 
brev: 

„ . . . når Kirkens præsident dør, 
hvem er så Kirkens præsiderende 
myndighed? Det er De Tolv Apost- 
les Kvorum (ordineret og organi- 
seret ved åbenbaring fra Gud og 
ikke fra nogen anden). Men me- 
dens disse Tolv Apostle præsi- 
derer over Kirken, hvem er så 
Kirkens Præsident? Det er Præsi- 
denten for De tolv Apostle. Og han 
er faktisk lige så meget Præsi- 
dent for Kirken, medens han præ- 
siderer over De Tolv, som han er, 
når han organiseres som Kirkens 
Præsidentskab og præsiderer over 
to mænd." Og dette princip er nu 
blevet gennemført i 140 år — lige 
siden Kirken blev organiseret. Så 
fortsatte Præsident Woodruff: 
„Hvad mig selvangår, ville detkræ- 
ve . . . en åbenbaring fra den sam- 
me Gud, som havde organiseret 
Kirken og ledet den ved inspira- 
tion i den bane, den har virket i 57 
år, for jeg ville stemme på eller 
prøve at påvirke til, at man skulle 
gå bort fra de veje, som Apostlene 
har fulgt siden Kirken blev organi- 
seret og fulgt ved den almægtige 
Guds inspiration i de sidste 57 år af 
Apostlene, således som det er 
optegnet i Kirkens historie." 
Denne kaldelse af Joseph Fielding 



293 



Smith til at blive Præaiident for 
Kirken har en særlig betydning: 
I en åbenbaring til profeten Joseph 
Smith med hensyn til Hyrum 
Smith, Joseph Fielding Smiths 
bedstefader, sagde Herren så- 
ledes: 

„Og atter, sandelig siger jeg jer: 
... så min tjener Hyrum kan over- 
tage det Præstedømme og patri- 
arks embede, der blev givet ham af 
hans fader både gennem vel- 
signelser og som hans ret, 
så han fra nu af må indehave nøg- 
lerne til de patriarkalske velsignel- 
ser for hele mit folk, 
at hvem han velsigner, skal blive 
velsignet, og hvem han forbander, 
skal blive forbandet, og hvad han 
binder på jorden, skal være bundet 
i himlen, og hvad han løser på 
jorden, skal være løst i himlen." 
(L&P 124:91-93.) 

Men i tilgift til dette embede blev 
der givet ham endnu en endow- 
ment, som aldrig er blevet givet 
til nogen anden patriark i Kirken, 
som har efterfulgt ham i denne 
ekstra kaldelse: 

„Og fra denne stund bestemmer 
jeg, at han skal være profet, seer 
og åbenbarer for min Kirke, lige- 
som mit tjener Joseph, 
så han kan handle i forening med 
min tjener Joseph og få råd af min 
tjener Joseph, som skal vise ham 
nøglerne, hvorved han kan bede 
og blive bønhørt og blive kronet 
med den samme velsignelse, her- 
lighed og ære og præstedømme 
og præstedømmets gaver, som en- 
gang var lagt på ham, der var min 
tjener, Oliver Cowdery; 
og at min tjener Hyrum kan bære 
vidnesbyrd om det, som jeg vil 
vise ham, så hans navn for evigt 
kan holdes i ærefuld erindring fra 
slægt til slægt til evig tid." (Lære 
og Pagter 124:94-96.) 
Hans søn, Joseph F. Smith, tjente 
som Kirkens sjette Præsident fra 
1901-1918. Præsident Joseph F. 
Smith gennemgik som barn de an- 
strengende begivenheder ved Mis- 

294 



souri og Illinois. Efter at hans fa- 
der, Hyrum Smith, havde lidt mar- 
tyrdøden ved pøbelhobens hånd i 
Carthage sammen med hans far- 
broder, profeten Joseph Smith, 
drev den unge Joseph F., skønt 
han kun var en dreng på 9 år, et 
oksespand tværs over sletterne 
fra Missouri-floden og ankom til 
Saltsødalen i 1848. I 1852 døde 
hans moder, og to år efter rejste 
han på mission til Hawaii-øerne ■ — 
kun 15 år gammel. 
Dette er strukturen af den Hyrum 
Smith'ske æt, hvorfra vor Præsi- 
dent Joseph Fielding Smith stam- 
mer. Jeg tror bestemt, at himmelen 
glæder sig i dag, og jeg er ikke i 
tvivl om, at de, som er gået forud, 
vil få lov til at stå denne deres 
efterkommer, deres ædle søn og 
sønnesøn, bi under hans tjeneste 
— ham, som Herren nu har beæret 
med dette krævende ansvar til 
trods for hans høje alder. Det 
skulle ikke forbavse mig, om de 
er til stede her sammen med os 
ved denne lejlighed. 
Jeg har sagt til medlemmer af Hy- 
rum Smiths efterkommere — efter 
at jeg har citeret den profeti, jeg 
henviste til før — at det nu er 
op til dem af hele deres hjerte at 
være loyal mod denne forvaltnings 
profeters kongelige blod, der fly- 
der i deres årer. 

Denne tids begivenheder har ført 
mig til nogle af de mest alvorlige 
overvejelser i hele mit liv. I løbet 
af de sidste ti uger, der er for- 
løbet siden den betydningsfulde, 
åndelige oplevelse i selskab med 
13 af mine brødre, der bærer det 
hellige apostelembede, i et af de 
øverste værelser i templet, hvor 
medlemmer af Kirkens nye Præ- 
sidentskab blev valgt og ordineret, 
har jeg foretaget et tilbageblik 
over hele mit liv og til en vis grad 
overvejet fremtidsudsigterne. 
I disse uger har jeg erkendt mine 
begrænsninger og har mere end 
nogensinde før forstået min ab- 
solutte afhængighed af den al- 



mægtige Gud, vor himmelske 
Fader, for styrke ud over min 
naturlige styrke og visdom ud 
over menneskelig visdom samt 
indsigt i opgaver, som jeg måske 
nu får ansvaret for. Kun med Guds 
hjælp kan jeg begynde at udfylde 
den stilling, hvortil jeg er blevet 
valgt af Kirkens Præsident og De 
Tolvs Kvorum og nu opretholdt af 
den vældige forsamling af Kirkens 
Præstedømme og af Kirkens med- 
lemmer i dette Tabernakel, og af 
de mange trofaste, som vi ikke kan 
se, men som har deltaget i denne 
højtidelige forsamlings fremgangs- 
måde. 

Jeg næsten skælver ved tanken 
om min egen utilstrækkelighed, 
når jeg mindes denne forvaltnings 
fremragende ledere, som har 
været, forud for os i ledende stil- 
linger. Medens jeg har tænkt over 
dette gennem lange timers medita- 
tion og bøn, er jeg kommet til det 
resultat, at man — sådan som jeg 
— ikke tager deres plads, som 
har haft den før. Vi, som er kaldet 
til at indtage disse stillinger, ud- 
fylder blot de ledige pladser, der er 
blevet i tidens løb. De, som gik 
bort, indtager stadig deres pladser 
i de evige verdener og i hjerterne 
hos de hundrede tusinder, som har 
ydet deres tjeneste. 
Bedre end nogen sinde før forstår 
jeg, hvad den fordums profet Ne- 
phi følte, da fader, Lehi, havde 
givet ham den tilsyneladende 
umulige opgave at sætte sig i be- 
siddelse af de messingplader, som 
indeholder skrivelserne fra Det 
gamle Testamentes profeter, såle- 
des som vi nu kender dem. 
Nephi har om denne oplevelse 

skrevet: jeg, Nephi, krøb ind 

i byen og gik hen til Labans hus. 
Og jeg tilskyndedes af Ånden, thi 
jeg vidste ikke på forhånd, hvad 
jeg skulle gøre." (1. Nephi 4:5-6.) 
Sådan føler jeg det også nu, me- 
get stærkt. 

Der vil blive mange anledninger 
for mig til ligesom Nephi fordum at 

(Forts, på sid 298) 




På denne smukke sabbatsmorgen 
føler jeg det som en begunstigelse 
og en glæde at hilse alle, som her 
er samlet og alle, som lytter, på 
Det første Præsidentskabs og 
mine embedsbrødres vegne. 
I sidste uge mindedes vi vor Her- 
res og Frelsers opstandelse, som 
bringer håb og forjættelse til alle, 
der accepterer Ham og er beredt 
til at holde Hans bud. Han sagde: 
„ . . . Jeg er kommet for at de skal 
have liv og have overflod." (Joh. 
10:10.) 

„Jeg er opstandelsen og livet: den, 
som tror på mig, skal leve, om han 
end dør. 

Og enhver, som lever og tror på 
mig, skal i al evighed ikke dø." 
(Joh. 11:25-26.) 

Og så gav Han os dette storslåede 
tilsagn: 

dette er min gerning og her- 
lighed: at tilvejebringe udødelig- 
hed og evigt liv for mennesket." 
(Moses 1:39.) 

Han gav sit liv for os, og gav os 
den plan, som, hvis vi følger den, 
vil gøre det muligt for os at nyde 
enhver velsignelse, der er lovet 
dem, som vil holde Hans bud. I 
disse sidste dage forklarede Han 
med følgende ord, at: 
„Der er en lov, uigenkaldelig fast- 
sat i himlen før denne jords grund- 
vold blev lagt, ifølge hvilken alle 
velsignelser er forjættede. 
Og når vi opnår en velsignelse fra 
Gud, så er det ved lydighed mod 
denne lov, ifølge bvilket den er for- 
jættet." (L&P 130:20-22.) 
Vi er alle sammen bekymrede over 



forholdene i verden i dag og søger 
efter løsning på vore mange pro- 
blemer, der påvirker vor person- 
lige livsførelse, vore samfund og 
al verdens lande. Selv om det er 
sandt, at udviklingen i verden i dag 
går i retning af lovløshed, tøjlesløs- 
hed og oprør, er vi syge og trætte 
af, at der spilles så meget op til det 
både i samtaler og gennem avi- 
sernes nyhedsstof. Vi trænger til 
— med positiv indstilling — at 
lade hele vor indsats tage sigte på 
at leve efter og forkynde Evange- 
liet og derved udelukke årsagen 
og forbedre forholdene. Hvert 
eneste menneske, oprørerne ibe- 
regnet, som er ærlig over for sig 
selv, må indrømme, at det, han til 
syvende og sidst søger, er lykke 
og en bedre livsfilosofi. 
Med dette i tankerne ønsker jeg 
nu at lade mine bemærkninger 
gælde emnet: Lydighedens vel- 
signelser. Medens jeg taler, beder 
jeg, at Herrens Ånd vil være til 
stede og vejlede os. Lad os erindre 
Samuels ord til Saul: „ ... at ad- 
lyde er mere værd end slagtoffer, 
og at være lydhør er mere værd 
end væderfedt. (1. Sam. 15:22.) 
Og lad os også huske, at „gennem 
Kristi forsoning kan hele menne- 
skeheden blive frelst ved at adlyde 
Evangeliets love og ordinanser." 
(Den tredie Trosartikel.) 
Netop forleden dag talte jeg med 
en ung mand, som let ophidset 
sagde: „Jeg er træt og led og ked 
af hele tiden at høre: ,Du skal gøre 
dette eller hint,' eller „Du er 
nødt til at gøre sådan eller sådan.' 



Jeg vil være fri til selv at bestemme, 
hvad jeg har lyst til at gøre." 
Min reaktion var: „Du er fri til at 
vælge nøjagtigt, hvad du har lyst 
til at gøre, så længe som det ikke 
begrænser eller trænger sig ind 
på andres rettigheder eller frihed; 
men du må selv tage ansvaret for 
dine handlinger og være rede til 
at tage konsekvenserne." 
Jeg forklarede, at Herrens største 
gave til dødelige mennesker er tre- 
dobbelt: 1) ret til udødelighed og 
evigt liv; 2) den plan, hvorefter vi 
kan opnå det; 3) menneskets frie 
vilje til at vælge, hvad han vil gøre. 
Herren gav os den plan, som vil 
bringe os den største glæde og 
lykke, medens vi er her på jorden, 
og som vil forberede os til evigt 
liv. Alt, hvad vi skal gøre for at få 
del deri, er at adlyde loven og 
rette os efter Hans befalinger. 
Jeg foreslog denne unge mand, at 
vi sammen skulle overveje de 
fysiske love eller naturlovene, som 
de er fastsat og uforanderlige, og 
som gælder for alle uden hensyn 
til stand, kundskaber eller hensigt. 
Hvis et menneske bevidst eller 
ubevidst, i uvidenhed eller til- 
fældigt berører en hed ovn eller 
en stærkstrømsledning, vil han 
blive brændt i forhold til, hvor ud- 
strakt berøringen er. Hvis han af 
en eller anden grund træder ud 
foran et hurtigkørende fartøj, vil 
han selv om han måske gør det for 
at redde en andens liv — komme 
til skade og muligvis blive dræbt. 
Der kunne fortælles talrige ek- 
sempler på, at vi er underlagt disse 
love uden hensyn til hvem vi er 
eller hvad vor hensigt har været. 
Vi kan ikke forandre naturens love. 
Når vi forstår naturlovene og re- 
spekterer dem, kan vi anvende 
dem til gavn for os. Hvis vi over- 
træder loven, må vi lide for det; 
hvis vi lyder den, bliver vi vel- 
signet. Hvor er vi heldigt stillede, 
at vi ved, at vi kan stole på disse 
naturlove: at solen hver morgen 
vil stå op på et bestemt tidspunkt, 



295 



at elektriciteten, selv om vi ikke 
nøjagtigt ved, hvad den er, altid 
vil reagere på samme måde under 
samme omstændigheder; at solen 
vil blive formørket af månen til en 
bestemt tid på en bestemt dag i 
et bestemt år — altsammen fordi 
naturens love aldrig ændres. Fore- 
stil jer en ingeniør, en læge eller 
en videnskabsmand på hvilket 
som helst område, der ikke kunne 
stole på naturlovene eller ignore- 
rede dem. Mennesket kan aldrig 
ignorere de naturlove, der indvir- 
ker på hans arbejde, og så allige- 
vel have held med sig. Faktisk 
kunne det blive katastrofalt at 
ignorere dem. 

Alle Guds love, naturens love og 
landets love er givet til gavn for 
mennesket, til hans glæde, støtte, 
tryghed og velbefindende, og det 
er op til den enkelte at lære disse 
love og bestemme, om han vil 
høste gavn af dem ved at lyde lo- 
ven og ved at følge befalingerne. 
Mit hele formål i dag er at påvise, 
at lovene er til for at gavne os, og 
at vi for at blive lykkelige og rige 
på succes, må adlyde de love og 
regler, der angår vore aktiviteter; 
og disse love vil virke enten til vor 
glæde og velfærd eller til skade 
og sorg for os, alt efter vore hand- 
linger. 

For at Apollo 1 1 kunne gennemføre 
den storslåede flyvning, som re- 
sulterede i månelandingen, måtte 
hver eneste naturlov, der havde 
indvirkning på dette projekt, følges 
minutiøst i hver eneste detalje. 
Den fysiske lov, den kemiske lov, 
tyngdeloven og enhver anden lov 
vedrørende flyvningen måtte for- 
stås og anvendes af dem, som var 
interesseret og engageret i for- 
beredelserne. De anså ikke disse 
love for at være begrænsninger 
eller forhindringer for dem i nogen 
retning, de betragtede dem sna- 
rere som midler, hvorved de kunne 
gennemføre deres program, og de 
havde besluttet at lære alt, hvad 



de kunne, om disse love, hvoraf 
deres succes afhang, og at adlyde 
og anvende dem således, at deres 
mission kunne lykkes. 
Dette gælder også for vor livs- 
førelse. For at blive musiker, 
sportsmand, for at få en eksamen, 
for at kunne gennemføre hvad som 
helst, der er værd at gennemføre, 
må man sætte sig et mål, bestem- 
me sig til, hvad man ønsker at gøre 
og opnå og så gå i gang med at 
finde ud af, hvilke love, der vil 
gøre det muligt, hvis de bliver 
fulgt, og så opdrage sig selv for at 
kunne opnå det. Når man bærer 
sig således ad, er man på vej til 
succes, medens de, som ustand- 
seligtkæmper imod lovene, nægter 
at adlyde og klager over det, der 
kræves, bliver skuffede, begynder 
at gøre oprør og ikke opnår noget 
som helst resultat. 
Som en eller anden har sagt, så 
bryder man ikke loven, men man 
ødelægger i virkeligheden sig selv 
ved at nægte at respektere dens 
anvendelse i en bestemt situation. 
Loven gælder, og vore handlinger 
er bestemmende for resultatet. Alt 
for ofte er vi slet ikke forberedt 
på at opdrage os selv og foretage 
os det, som er nødvendigt for at 
opnå det, vi allermest ønsker at 
opnå. 

Hvis alle- mennesker ville aner- 
kende loven som en velsignelse 
for mennesket, og så ære og 
adlyde den, ville den i høj grad 
kunne bidrage til vor sundhed, 
vort velbefindende og vor lykke. 
Det er nødvendigt at have love. 
Forestil jer en by, et samfund, en 
stat eller et land uden love og 
regler. I samme grad, som vi til- 
sidesætter, ikke adlyder, men er 
overlegne overfor loven, mister vi 
vor frihed, berøver andre deres 
og forledes til anarki. Hvis man 
har en lov, der ikke er god, bør 
man tage lovlige forholdsregler til 
gennem regeringen at få denne 
lov enten forbedret eller ændret; 



men så længe den er lov, bør man 
adlyde den. 

Almindeligvis må vi bestemme os 
for, hvorledes vort liv skal være 
eller hvilke omgivelser vi ønsker 
at være part i. I den menneskelige 
race findes der stadig junglefolk, 
som praktiserer kannibalisme, 
hvor de dyriske instinkter regerer 
mennesket, og hvor junglelovene 
gælder. Hvis det er sådan en livs- 
førelse, vi ønsker, så står den til 
vor rådighed. En del af formålet 
med vor tilværelse er imidlertid, at 
vi skal hæve os over disse dyriske 
instinkter og nå det højeste stade 
for menneskelig adfærd i vore 
samfundsmæssige forhold. 
For at vi kan opnå dette, har Gud, 
vor Fader og Skaber, og Hans 
Søn, Jesus Kristus, som ønsker, 
at vi skal være lykkelige og få 
succes, givet os de love, som, 
hvis vi anvender dem i vor livs- 
førelse, vil forbedre vore sociale 
forhold og vort indbyrdes forhold. 
Ja, hvis vi alle ville lyde disse love, 
ville vi ikke have nogen af de for- 
virrende tilstande, der er så frem- 
herskende i dag, og vore unge 
mennesker ville ikke have grund 
til, behov for eller ønske om at de- 
monstrere imod et samfund, der i 
vore dage ikke praktiserer det, 
som det prædiker. 
Lad os se på nogle af De ti Bud, 
der er lige så gældende i dag, som 
de var på Moses' tid, og som 
senere blev forkyndt af Kristus. 
Hvis alle ville adlyde budene „Du 
må ikke stjæle, slå ihjel, begære, 
bedrive hor eller sige falsk vidnes- 
byrd," kunne vi lade vore hjem 
eller ejendele være ubevogtede, 
gå hen ad gaden til enhver tid eller 
føle os trygge i vore hjem uden 
frygt for tyve eller røvere eller for 
at en eller anden ville prøve at 
dræbe os. 

Forestil jer også glæden ved at 
leve i et samfund, hvor der ikke 
fandtes begær, bagtalelse eller 
hor; men hvor alle levede i 



296 



overensstemmelse med loven. 
Foruden den fredelige og lykkelige 
tilværelse, vi ville tilbringe der, og 
den styrke og hjælp, vi kunnevære 
for hinanden, så tænk jer alle de 
penge vi ville spare ved ikke at 
skulle håndhæve loven eller 
virkningerne af forbrydelser; alle 
disse penge kunne fordeles til 
kamp mod fattigdom, forbedring 
af sundhedstilstanden og til udan- 
nelsesmuligheder samt andre vær- 
difulde formål. Det er ikke muligt 
at tælle de timelige velsignelser, 
vi ville modtage gennem lydighed 
mod disse befalinger. 
En anden befaling, der er så be- 
tydningsfuld for os alle i vor livs- 
førelse, er Herrens sundhedslov, 
som kaldes Visdomsordet, og som 
børnene i ethvert hjem bør lære 
gennem eksempel og ved forskrift. 
I dette Visdomsord advares vi mod 
brug af tobak og spiritus samt 
andre ting, der er skadelige for 
legemet. Jeg er vis på, at vi kan 
indbefatte narkotika i Visdomsor- 
det. 

Selv om denne sundhedslov blev 
givet os fra Herren for over 100 
år siden, blev den almindeligt 
ignoreret, indtil videnskabsmænd 
og erfaringer beviste uden tvivl, 
at disse ting ikke blot er skadelige 
for legemet, de er også en trussel 
for samfundet. Mange ingnorerer 
og trodser stadig denne lov og er 
rede til at tage risikoen. Brugen af 
disse ting resulterer i ødelagte 
hjem, sygelige og nedbrudte lege- 
mer og ånder, ødelæggelse af 
ejendele, elendighed, trafikdrab 
på landevejen og mange andre 
tragedier, der er alt for mange til, 
at man kan nævne dem alle — men 
de volder allesammen samfundet, 
lovgiverne, lovens håndhævere og 
os allesammen alvorlig bekym- 
ring. 

På kun én aften samlede jeg føl- 
gende oplysninger fra en USA- 
avis: 

Trafikulykker med døden til følge 
fordoblet i 1969. 



26 % af alle dødsulykker indtraf 
som følge af, at chaufføren havde 
drukket. 

En velkendt person inden for TV 
døde af lungekræft i en alder af 
45 år. Han havde offentligt udtalt, 
at han hellere ville tage chancen 
og blive ved med at ryge end han 
ville blive „en fed neurotiker". Han 
holdt op med at ryge, da han fik 
at vide, at han havde kræft. 
En hotelbrand, forårsaget af en 
cigaretglød, krævede 14 men- 
neskeliv, og en brændende cigaret 
i en anden bygning var årsag til 
ødelæggelse for 10 000 dollars. 
Marihuana'ens skadelige virkning 
er konstateret, og narkotika får de 
unge til at gå med skyklapper 
pa. ... 

Vi skylder os selv, og vore unge 
og vort lands fremtid at begrænse 
og om muligt helt standse brugen 
af disse djævelske og ødelæg- 
gende ting, der er årsag til så me- 
gen tragedie i verden i vor tid. Lyt 
til det storslåede og herlige løfte, 
som Herren har givet alle dem, 
som vil holde dette og andre bud: 
„Alle hellige, der erindrer sig disse 
ord, følger dem og vandrer i lydig- 
hed mod disse bud, skal få sund- 
hed i navlen og marv i benene. 
De skal finde visdom og store 
skatte af kundskab, ja, endog 
skjulte skatte. 

De skal løbe og ikke blive trætte; 
de skal gå og ikke blive matte. 
Og jeg, Herren, giver dem den for- 
jættelse, at dødens engel skal gå 
forbi dem, ligesom Israels børn, 
og ikke slå dem ihjel." (L&P 89:18- 
21. Kursiv tilføjet.) 
Kan man forestille sig nogen større 
forjættelse? 

Lad mig henvise til et andet, me- 
get vigtigt bud, som lyder således: 
„Kom hviledagen i hu, så du hol- 
der den hellig! 

I seks dage skal du arbejde og 
gøre al din gerning, men den 
syvende dag skal være hviledag 
for Herren din Gud; da må du intet 
arbejde udføre." (2 Mos. 20:8-10.) 



Og Herren har sagt til os: 
„Og for at du kan holde dig fuld- 
stændig uplettet af verden, skal 
du gå til bedehuset og ofre dine 
sakramenter på min hellige dag." 
(L&P 59:9.) 

Til trods for manges udtalelser i 
modsat retning er denne lov en lov 
fra Gud; det er en religiøs og der- 
for en moralsk lov. Hvis man retter 
sig efter den vil det føre mange 
velsignelser med sig, som man 
ikke ad anden vej vil kunne glæde 
sig over; omvendt vil den ligesom 
enhver anden lov bringe fordøm- 
melse over sjælen, hvis man ikke 
lyder den. 

At holde sabbaten hellig giver os 
mulighed for at lære Evangeliets 
lærdomme og forstå dem gennem 
tilbedelse og studium, samt mulig- 
hed for at lære Gud at kende, 
hvilket er nødvendigt for vor evige 
skæbne. 
Herren har sagt: 

„Og dette er det evige liv, at de 
kender dig, den eneste sande Gud, 
og Ham, som du har sendt, Jesus 
Kristus." (Joh. 17:3.) 

Sikkert er det, at vi én dag ud af 
syv kan — og har behov for — 
at vende vore tanker til vor Skaber 
og finde føde for vort åndelige 
jeg, lære lydighed mod Gud og 
undervise vore børn om ærbødig- 
hed. En af de vigtigste lektier, vi 
kan lære i livet, er at „mennesket 
skal ikke leve af brød alene, men 
af hvert ord, som udgår af Guds 
mund." (Matt. 4:4.) 
Der er en eller anden, som meget 
klogt har sagt: „Ve over dem, som 
kun betragter Guds love som no- 
get lejlighedsvis nødvendigt, man 
kan ignorere eller anvende efter 
forgodtbefindende. Ve de menne- 
sker, samfundsklasser og nationer, 
som stoler på deres militære 
styrke og på deres positions 
uovervindelighed." 
Ingen kultur kan bestå, ingen 
nation eller sammenslutning af 
nationer kan overleve, hvis de 



297 



ignorerer Guds love. Herren har 
formanet: 

søg først Guds rige og Hans 

retfærdighed, så skal alt det andet 
gives jer i tilgift." (Matt. 6:33), 
hvormed menes alt, hvad der er til 
gavn for os. 

Vi kan ikke holde sabbatsdagen 
hellig, heller ikke nyde dens vel- 
signelser, ved at søge at tilfreds- 
stille vore materielle behov og 
timelige eller verdsligefornøjelser. 
Det er sandt, hvad der er blevet 
sagt, at „materielle ting har ikke 
magt til at opløfte den sunkne ånd. 
Al verdens rigdomme kan ikke hel- 
brede et sønderknust hjerte, og 
alle universiteters visdom kan ikke 
vende en vildfaren sjæl til retfær- 
digheden." 

Så vigtigt det end er, at vi går 
til bedehuset og holder sabbats- 
dagen hellig, kan vi dog ikke over- 
lade den åndelige undervisning 
alene til Kirken. Det er først og 
fremmest forældrene, der har den 
store og vigtige opgave at under- 
vise i hjemmet om Guds love. Her- 
ren har sagt til os: 
„Og atter: Om forældre i Zion eller 
i nogle af dens organiserede stave 
har børn, og de ikke underviser 
dem i læren om omvendelse, tro på 
Kristus, den levende Guds Søn, 
og om dåb og den Helligånds gave 
gennem håndspålæggelse, når de 
er otte år gamle, skal synden hvile 
på forældrenes hoved." 
„Og de skal også lære deres børn 
at bede og at vandre retskaffent 
for Herren." (L&P 68:25,28.) 
At vandre retskaffent betyder at 
holde Hans bud, at elske, ære og 
adlyde Ham. 

Forældre: Hvis vi skal lære vore 
børn at holde budene og at vandre 
retskaffent for Gud, skal vi selv 
være levende eksempler. Vi kan 
ikke betvivle Herrens undervisning 
og befalinger uden at forårsage 
stærk tvivl i vore børns tanker med 
hensyn til, om de skal holde bu- 
dene. Vi kan ikke være hyklere. 
Vi kan ikke forkynde eller be- 



kende en tro på noget og så leve 
efter noget andet og så alligevel 
forvente, at vore børn skal lyde 
budet: „Ær din fader og moder, 
for at du kan få et langt liv i det 
land, Herren din Gud vil give dig!" 
(2. Mos. 20:12.) 

Børn, som har lært at være lydige, 
at ære og lyde loven, at tro på 
Gud og følge Hans befalinger, vil, 
når de vokser op, ære deres for- 
ældre og være til ære for dem; 
de vil være i stand til at løse de 
problemer, de møder, finde større 
glæde og succes i livet og i ud- 
strakt grad kunne være med til at 
løse de problemer, der volder ver- 
den så stor bekymring. Det er op 
til forældrene at sørge for, at deres 
børn gennem lydighed mod loven 
er beredte til de lederstillinger, de 
vil komme til at indtage i fremtiden 
og hvor deres opgave vil blive at 
bringe fred og retfærdighed til ver- 
den. Herrens budskab kan sam- 
menfattes i denne Hans udtalelse: 
„Du skal elske Herren din Gud af 
hele dit hjerte, af hele din sjæl og 
af hele dit sind. 

Dette er det største og første bud. 
Der er et andet, som er dette ligt: 
,Du skal elske din næste som dig 
selv.' 

På disse to bud hviler hele loven 
og profeterne." (Matt. 22:37-40.) 
Sikkert er det, at hvis vi elsker 
Herren, vil vi holde Hans bud, og 
hvis vi vil elske vore medmen- 
nesker, vil vi kunne leve ideelt her 
på jorden. 

Som Herren desuden har lovet: 
„ . . . den, der gør retfærdigheds 
gerninger, skal få sin løn, nemlig 
fred i denne verden og evigt liv i 
den tilkommende." (L&P 59:23.) 
Jeg bærer på denne dag vidnes- 
byrd for jer, at når vi accepterer 
Gud som vor Fader og Hans Søn 
Jesus Kristus som verdens Frelser, 
vil vi få større glæde her på jorden 
og evigt liv i den tilkommende ver- 
den. Må denne velsignelse blive os 
alle til del beder jeg ydmygt i Jesu 
Kristi navn. Amen. 



Lær at elske andre mer' 

og dig selv lidt mindre. 

Lær at hjælpe, hvor du ser, 

der er nød at lindre. 

Gem på hvert et kærligt ord. 

Slip hvert bittert minde. 

Kun i kærlighedens spor 

er der fred at finde. 

K. St. 



(Forts, fra side 294) 

lade mig „lede af Ånden, fordi jeg 
ikke på forhånd ved, hvad jeg skal 
gøre". 

Af hele min sjæl forpligter jeg mig 
over for jer, I trofaste hellige, med 
hele mit legeme, mit sinds og min 
ånds styrke, idet jeg fuldt ud er- 
kender det, som den trofaste 
Kong Benjamin forkyndte: at selv 
om jeg anvender al min tid i tjene- 
ste for jer" ønsker jeg ikke at rose 
mig, thi jeg har kun stået i Guds 
tjeneste". (Mosiah 2:16.) 
Jeg beder inderligt, at også jeg 
må lære, at når jeg tjener jer, mine 
trofaste brødre og søstre, den al- 
lerhøjeste Guds hellige, så er jeg 
„kun i jeres Guds tjeneste" — og i 
min Guds tjeneste. 
Jeg bærer jer mit vidnesbyrd, lige- 
som Ånden før har gjort det, og 
som den nu vidner for min sjæl, at 
der til denne Jesu Kristi sande Kir- 
ke er blevet overladt sande lær- 
domme til frelse, hvorved men- 
neskeheden kan blive forløst gen- 
nem vor Herre og Mester, verdens 
Frelsers forsoningsværk. Den 
Herre Jesus Kristus lever virkelig 
og præsiderer i sin hellige bolig 
over dette Guds Rige på denne 
jord gennem ham, som på denne 
dag er blevet opretholdt som jeres 
Præsident, en profet, seer og 
åbenbarer. 



298 



Nødvendigheden 
af at have en profet 



AF PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 
Fungerende præsident for De Tolvs Råd 



Éte""'* 



Ar' 




Alt, hvad der er foregået på denne 
dag har været betagende og har 
gjort stærkt indtryk. Må jeg byde 
ældste Boyd K. Packer hjertelig 
velkommen både på egne og på 
De tolvs Apostles Kvorums vegne. 
Vi har lagt mærke til, hvorledes 
han har udviklet sig, siden han be- 
gyndte som assistent og til denne 
dag, hvor han har modtaget det 
allerhøjeste kald. Her vil han finde 
sandt broderskab i dets højeste 
potens. 

Til Generalautoriteternes rækker 
byder vi også ældste Joseph An- 
derson, som vi har elsket og 
påskønnet disse mange år, ældste 
David B. Haight og ældste William 
H. Bennet, mænd med kraft, hen- 
givenhed og lang tjeneste, vel- 
kommen. 

Dette år er bemærkelsesværdigt i 
denne verdens historie. Vi befin- 
der os i januar måned. Historien 
drejer sig på sine hængsler. Igen 
vendes et blad og en ny æra be- 
gynder. 

Det er søndag morgen, den 18. 
januar 1970. Et ædelt hjerte hører 
op med at slå, et alderstegnet 
legeme slapper af og slumrer, ind. 
Som når et jordskælv sender en 
tidevandsbølge rundt om jorden, 
dækker meddelelsesmidlerne nu 
jorden ojg millioner af alvorligt 
sindede mennesker standser en- 
dog på de fjerneste steder op og 
hylder med sorg en mægtig Guds 
mand, som har forladt jordelivet. 
I dagevis, selv i regnvejr, er lange 
rækker af folk, som elskede ham 



tomme for tomme rykket frem i 
gaden for endnu engang at se de- 
res afdøde leders ansigt. 
Tabernaklet er fyldt til bristepunk- 
tet af dem, som elskede ham, og 
som nu bringer ham deres tavse 
hyldest. 

Profeten David O. McKays jor- 
diske legeme er lagt til hvile med 
værdig ærbødighed. 
Vore hoveder bøjes, vore hjerter 
gør ondt, men der vil blive et lyk- 
keligt gensyn, når denne inspire- 
rede profet slutter sig til sine lige- 
mænds hær: Joseph'erne, Brig- 
hams og Wilfords familier. 
Under vor fornemmelse af tomhed 
forekommer det os, at vi næppe 
formår at fortsætte uden ham; men 
når én stjerne går ned bag hori- 
sonten, kommer en anden til syne, 
og død avler liv. 

Herrens værk standser ikke. Selv 
når en mægtig leder dør, er Kir- 
ken ikke et eneste øjeblik uden 
ledelse, takket være det gode for- 
syn, som gav sit Rige kontinuitet 
og evig fortsættelse. 
Som det allerede er sket otte 
gange før under denne forvaltning, 
lukker et folk ærbødigt en grav til, 
tørrer sine tårer og vender blikket 
mod fremtiden. 

I samme øjeblik, livsånden forla- 
der en Præsident for Kirken, bliver 
en gruppe mænd den fælles leder; 
disse mænd er allerede modnet 
dertil gennem erfaring og træning. 
Udnævnelsen har længe forelig- 
get, myndigheden er overdraget 
og nøglerne leveret. I fem dage 



går Riget fremad under dette al- 
lerede bemyndigede råd. Der er 
ingen „jagt" efter stilling, ingen 
valgagitation, ingen forvirrende ta- 
ler. Hvilken gudommelig plan! Hvor 
viis Herren er, at organisere så 
fuldkomment, rækkende ud over 
skrøbelige, begærlige menneskers 
svaghed. 

Så gryr den mindeværdige dag 
(den 23. januar 1970), og 14 alvor- 
lige mænd træder ærbødigt ind i 
Guds tempel — dette De tolv 
Apostles Kvorum, den styrende 
enhed for Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige, hvoraf flere 
har oplevet sådan en højtidelig 
forandring før. 

Da disse 14 mænd senere på for- 
middagen går ud af den hellige 
bygning, har en ophøjet, afgørende 
begivenhed fundet sted: et kort 
interregnum er forbi og Rigets 
styrelse skifter over igen fra De 
tolv Apostles Kvorum til en ny 
profet, en personlig leder, Her- 
rens jordiske repræsentant, som 
stilfærdigt har bevæget sig frem 
mod dette høje kald i 60 år. Nu 
præsiderer han over Kirken. 
Det var imidlertid ikke på grund af 
sit navn, at han overtog denne 
høje stilling, men fordi han, da han 
var en meget ung mand, blev kal- 
det af Herren gennem den da- 
værende profet, til at være apostel, 
medlem af Kvorum'et — og fik 
overdraget de dyrebare, vigtige 
nøgler, som han kunne have i 
beredskab til den tid, da han 
skulle blive seniorapostel og Præ- 
sident. 

Under det begivenhedsrige møde 
i templet, hvor han bliver „ordine- 
ret og beskikket" til Præsident for 
Kirken af sine brødre, De tolv, 
vælger han sine rådgivere, to 
mægtige, modige mænd: Ældste 
Harold B. Lee og Ældste N. Eldon 
Tanner med deres produktive bag- 
grund som lærere, forretnings- 
mænd, offentlige embedsmænd og 
især som ledere inden for Kirken. 
Og et Præsidentskab på tre med- 



299 



lemmer og et ny-konstitueret De 
tolvs Råd vandrer ydmygt til deres 
kontorer uden fanfarer eller stillen 
sig til skue, og en ny administration 
går over i en ny tidsperiode med 
løfte om stor udvikling og en 
vækst, som er uden sidestykke. 
Det var en meget ung mand, som 
præsenterede det gengivne pro- 
gram for denne nye verden. 
Joseph Smith (23. december 1805- 
27. juni 1844) var kun 24 år gam- 
mel, da Ki'rken blev organiseret. 
Da han som 38-årig led martyr- 
døden, blev Kirkens anden Præsi- 
dent, Brigham Young (1. juni 1801 - 
29. august 1877) senior-apostel og 
Præsident for Kirken (27. decem- 
ber 1847) i en alder af 46 år; han 
præsiderede i 30 år (til han var 
76 år). De følgende Præsidenter — 
hver til sin tid — blev Præsidenter 
på alderstrin, der rangerer fra 62 
til 84 år, og de døde i aldrene 79 
til 96 år. 

John Taylor (1. november 1808- 
25. juli 1887) var 71 år, da han 
blev Præsident for Kirken (den 10. 
oktober 1880) og 78 år, da han 
døde. Efter hans død blev Wilford 
Woodruff (1. marts 1807-2. sep- 
tember 1898) seniorapostel (25. juli 
1887); to år senere (7. april 1889), 
blev han opretholdt som Præsident 
for Kirken, han var da 82 år gam- 
mel. Han døde, da han var 91 år, 
hvorefter Præsident LorenzoSnow 
(3. april 1814- 10. oktober 1901) 
blev seniorapostel. Han var 84 år, 
da han blev Kirkens Præsident 
(1 3. september 1 898). Hans tid som 
Præsident var kort. Han virkede 
cirka 3 år (til 10. oktober 1901). 
Præsident Joseph F. Smith (13. 
november 1838 - 19. november 
1918) var senior-apostel (fra 10. 
oktober 1901) i syv dage; han blev 
Kirkens Præsident den 17. okto- 
ber 1901 i en alder af 62 år. Han 
døde, da han var 80 år. 
Præsident Heber J. Grant (22. no- 
vember 1856-14. maj 1945) var 
ikke engang senior-apostel en uge 
(fra den 23. november 1918) da 



han blev Præsident for Kirken i en 
alder af 62 år; han blev 88 år. 
Præsident George Albert Smith 
(4. april 1870-4. april 1951) var 
senior-apostel i syv dage og blev 
Kirkens Præsident i en alder af 
75 år (21. maj 1945) han døde i en 
alder af 81 år. Sidste lørdag var 
det 100 år siden, han blev født. 
Præsident David O. McKay, den 
niende Præsident (8. september 
1873- 18. januar 1970) var senior- 
apostel i fem dage og blev opret- 
holdt som Kirkens Præsident (den 
9. april 1951), da han var 77 år; 
han var 96 år, da han døde. 
Præsident Joseph Fielding Smith, 
hvis fødselsdag falder på den 19. 
juli 1876, blev senior-apostel den 
18. januar 1970 og Præsident for 
Kirken den 23. januar 1970 i en 
alder af 93 år. 

Præsidenterne fra John Taylor til 
David O. McKay, inclusive, blev 
Præsidenter i aldre fra 62 til 84 
år og døde i aldrene fra 79 til 96 
år. 

Det er interessant at lægge mærke 
til, at disse otte Præsidenter for 
Kirken påtog sig deres præsi- 
derende opgave i en gennemsnit- 
salder af 73 år og forlod det ved 
død i 85-års alderen, gennemsnit- 
lig. De virkede gennemsnitlig lidt 
mindre end 12 år; som følge deraf 
bliver gennemsnitsalderen på den 
levende Præsident i Kirken cirka 
79 år. \ 

Vi skal regne med, at Kirkens Præ- 
sident altid vil være en ældre 
mand; yngre mænd er handlekraf- 
tige, stærke, initiativrige; de ældre 
er stabile, de har åndelig styrke og 
visdom gennem erfaring og et 
langt livs forbindelse med Gud. 
I Præsident McKays sidste tid, da 
han begynte at miste kræfterne, 
spekulerede de nysgerrige, de be- 
kymrede og de mindre vidende 
stærkt på, hvem den nye Præsi- 
dent skulle være, og det var hove- 
demnet for deres diskussion under 
interregnet. 
Flere end en million mennesker 



havde aldrig kendt andre Præsi- 
denter en David O. McKay, og der- 
for var det naturligt for dem at 
blive forvirret. 

De talte om alderen, de fordums 
patriarker var ikke unge. Adam var 
meget gammel, da han præside- 
rede over sine efterkommere, der 
spredte sig over mange generatio- 
ner. Abraham, Isak og Jakob og 
Moses præsiderede overfolket, og 
de døde i en alder af henholdsvis 
175, 180, 110 og 120 år. De var 
gamle af år, men fra deres opsam- 
lede erfaring udgik der visdom og 
tryghed. 

Folk talte om forrang. Hvis det er 
forrang, så er det blevet det ved 
gentagelse af den åbenbarede or- 
den siden begyndelsen. Brigham 
Young var den seniorapostel, som 
havde alle nøglerne og myndig- 
heden, og i det foreliggende til- 
fælde var Præsident Smith senior- 
apostel. Sådan er Herrens måde 
at gøre det på, og Han har ledel- 
sen i behold i sine guddommelige 
hænder. 

Da den første efterfølgelse fandt 
sted, var den genoprettede Kirke 
kun et barn på 14 år. Der havde 
ikke været nogen profet eller frem- 
tidssyn i flere århundreder. Det 
kan derfor ikke undre, at folket var 
ét stort spørgsmålstegn, da kug- 
lerne ved Carthage standsede livet 
hos en, i hvem alle disse dyrebare 
velsignelser: Kirken, åbenbaring, 
profeter — syntes at være samlet. 
Da apostlene vendte tilbage fra 
deres missioner, havde begravet 
deres døde profet og tænkt på 
fremtiden, spredtes altvivi, da den 
senior-apostel, som allerede 
havde alle nøglerne, stod frem 
ligesom Moses og viste dem ve- 
jen. 

Den ledende artikel, 2. september 
1944, sagde om efterfølgelsen: 
„Der hersker stor spænding over- 
alt om hvem, der skal være Joseph 
Smiths efterfølger! 
Vi siger: vær tålmodige, vær tål- 
modige lidt endnu, til den rette tid 



300 



er inde, så vil vi fortælle jer alle- 
sammen det. , Store hjul bevæger 
sig langsomt'. I øjeblikket kan vi 
fortælle jer, at der blev holdt en 
særlig konference i Kirken den 8. 
i forrige måned i Nauvoo, og uden 
én eneste afvigende stemme blev 
det vedtaget, at „De Tolv" skulle 
præsidere over hele Kirken, og når 
der kræves nogen som helst 
forandring i Præsidentskabet vil 
der blive givet passende under- 
retning; og ældsterne ude omkring 
viser bedst deres klogskab frem- 
for alle mennesker ved at tie stille 
med de ting, de ikke ved noget 
om ..." 

(Times and Seasons, Vol. 5, Sept. 
2, 1844, p. 632.) 

Disse begivenhedsrige 140 år har 
set Præsidenter præsidere over 
Kirken og 78 apostle tjene i De 
Tolvs Kvorum. 

Hvis vi nu strammer os an og 
spænder alle muskler under åget, 
vil vi bevæge os på en ny rejse 
med en stærk vilje under vore in- 
spirerede ledere, anført af vor pro- 
fet, Joseph Fielding Smith. 
Han er ærværdig og vor respekt 
værdig på grund af sin karakter, 
sin værdighed, sin alder og sin 
stilling. Han hører til dem, om 
hvem hans elskede hustru i mor- 
ges sang, at de har „skyldfri hæn- 
der og hjertet rent, som ikke sæt- 
ter sin hu til løgn og ikke svær- 
ger falsk". (SI. 24:4). Han er søn 
af sin Skaber, en ren og hellig 
Guds mand. Han indtager sin høje 
stilling som Herrens udvalgte. Han 
har i 60 år båret rigets nøgler, 
gradvis har han nærmet sig denne 
dag. I seks tiår er han af Kirken 
blevet opretholdt som en profet. I 
dag er han opretholdt som Profe- 
ten, den eneste, som har nøglerne 
til alle ting under den Herre Jesus 
Kristus, som er Hovedhjørneste- 
nen og denne Kirkes Overhoved. 
For at være en Herrens profet er 
det ikke nødvendigt, at man „kan 
det hele". Han behøver ikke at 
være ungdommelig og atletisk, in- 



dustridrivende, finansmand eller 
landmand; det er ikke nødvendigt, 
at han er musiker, digter, varieté- 
kustner eller bankier, læge eller 
universitetsrektor, militærgeneral 
— heller ikke videnskabsmand. 
Han behøver ikke at være et 
sproggeni, der kan tale fransk, 
japanesisk, tysk og spansk, men 
han skal kunne forstå det guddom- 
melige sprog og være i stand til 
at modtage budskaber fra Himme- 
len. 

Han behøver heller ikke at være 
taler, for Gud kan selv sørge for 
en. Herren kan fremføre sine gud- 
dommelige budskaber gennem 
svage mænd, som Han gør stærke. 
Han erstattede Moses' stille, frygt- 
somme røst med en kraftig røst, 
og Han gav den unge Enok en 
kraft, der fik mennesker til at 
skælve i hans nærhed, for Enok 
vandrede med Gud ligesom Moses 
vandrede med Gud. 

Herren sagde: enten ved min 

egen røst eller mine tjeneres, thi 
det er det samme." (L&P 1:38). 
Hvad verden trænger til er en pro- 
fet-leder, som viser eksemplet ren, 
fuld af tro, guddommelig i hele sin 
indstilling, med et pletfrit navn, en 
elsket ægtemage, en trofast fader. 
En profet skal nødvendigvis være 
mere end en præst, en tjener eller 
en ældste. Hans røst bliver Guds 
røst til at åbenbare nye program- 
mer, nye sandheder, nye udveje. 
Jeg kræver ikke, at han skal være 
ufejlbarlig, men det er nødvendigt, 
at Gud anerkender ham, at han er 
en person med myndighed. Han 
giver sig ikke ud for noget, han 
ikke er, sådan som talrige andre, 
der formasteligt påtager sig en 
stilling uden at være udnævnt og 
med en myndighed, som de ikke 
har fået. Han skal kunne tale lige- 
som Herren: som en, der har 

myndighed, og ikke som de skrift- 
kloge". (Matt. 7:29). 
Han skal være tilstrækkelig tapper 
til at forkynde sandheden, endog- 
så over for det populære krav om 



slækning af restriktioner. Han skal 
være sikker på sin gudommelige 
udnævnelse, på sin celestiale ordi- 
nation og på sin myndighed til at 
kalde til tjeneste, ordinere, over- 
drage nøgler, som passer til evige 
låse. 

Han skal have bydende magt, lige- 
som profeterne i fordums tid: 
„ . . . til at binde de vantro og 
genstridige, både på jorden og i 
himlen ... til den dag kommer, da 
Guds vrede skal udøses uden mål 
over de ugudelige" (L&P 1 :8-9,) og 

usædvanlig magt: Hvad du 

besegler på jorden, skal være be- 
seglet i himlen, og alt hvad du 
binder på jorden i mit navn og gen- 
nem mit ord, siger Herren, skal 
være evigt bundet i himlen. Og 
den, hvis synder du forlader på 
jorden, skal være evigt forladt i 
himlen, og den, hvis synder du be- 
holder på jorden, skal beholdes i 
himlen". (L&P 132:46). 
Hvad vi trænger til er mere en 
Moses end en Farao, mere en Elia 
end en Belsazzar, mere en Paulus 
end en Pontius Pilatus. 
Han behøver ikke at være arkitekt, 
der skal tegne huse, skoler og 
andre bygninger, men han skal 
kunne skabe bygningsværker, der 
spænder over tid og evighed og 
som danner bro over den afgrund, 
der er mellem mennesket og dets 
Skaber. 

Når verden har fulgt profeterne, 
har den haft fremgang; når den har 
ignoreret dem, er resultaterne 
blevet stagnation, trældom, død. 
Hvert eneste øjeblik hver eneste 
dag er der talrige programmer „i 
luften". Vi hører ikke ret mange 
af dem, for vi er optaget af vor 
dags mange opgaver, men med 
kraftige radiostationer kunne vi 
høre et hvilket som helst program, 
hvis vi stiller ind på det. 
I tusinder af år har derustandseligt 
været udsendelser fra himlen af 
livsvigtige budskaber tilvejledning 
og betimelige advarsler, og der har 
været en vis bestandighed i ud- 

( Forts, på sid 303) 

301 




For nogle dage siden havde vi en vir- 
kelig stimulerende oplevelse, da vi 
talte med nogle af vore unge venner. 
Der var ikke alene tid til gruppediskus- 
sioner og meningsudvekslinger, men 
også til nogle private samtaler. Vi lær- 
te igen, at vor udvalgte ungdom øn- 
sker svar på deres problemer. De 
ønsker vejledning. De ønsker at blive 
accepteret. En ung dame gjorde stærkt 
indtryk på os med sit meget oprigtige, 
alvorlige spørgsmål: „Hvorfor kan jeg 
ikke være den samme hver dag? 
Til tider føler jeg mig helt ovenpå, til 
andre tider er jeg langt nede, misfor- 
nøjet, især med mig selv." 
Brødre og søstre, vi lever i en tid, hvor 
der som aldrig før er behov for mo- 
ralsk mod: mod til at fortsætte i ret- 
færdighed, mod til at bekende kulør, 
mod til at vise tålmodighed, og mod 
til at vise barnlig tro. Tillad mig at gen- 
nemgå disse vigtige punkter, hvor det 
er nødvendigt at forstærke sit mod — 
i al korthed. 

Når vi sammen tænker over, hvor stort 
et område trofast forbliven i retfærdig- 
hed spænder over, er der visse punk- 
ter, vi ganske særligt må overveje: 
mod til ikke at lade sig forlede, mod 
til ikke at blive vildledt, mod til ikke at 
fare vild og mod til at være ivrigt op- 
taget af gode gerninger. I Joh. 8:31-32 
bliver vi mindet om de lovede velsig- 
nelser, der venter dem, som har mod 
til at fortsætte. 

„Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig 
mine disciple, og I skal forstå sandhe- 
den, og sandheden skal frigøre jer." 
Hvilken glæde det er, at høre sam- 
men med medlemmer af Kirken, unge 
og gamle, som holder sig på retfærdig- 
hedens veje. Det er rørende at se vor 
ungdom i fjerne stave og missioner — 
såvel som dem omkring os — tappert 
forberede sig til tempelægteskaber. 



Andre tusinder inspirerer os, når vi ser 
dem holde tappert ud i deres missio- 
nær- eller militære tjeneste. Gud vil 
hjælpe os at blive på Hans veje, hvis 
vi ydmygt søger Hans vejledning. Hvis 
vi dirigerer vor energi ind på Hans 
områder, vil det bringe os velsignel- 
ser i form af ægte glæde og lykke. 
Hans vej er den rette; den rette vej er 
lykkens vej. 

Vi behøver mod til at „bekende kulør" 
i ord og gerning om denne store sand- 
hed: Jeg skammer mig nemlig 

ikke ved Evangeliet, thi det er en Guds 
kraft til frelse for enhver, som tror. . .". 
(Rom. 1:16.) Joseph Smiths bøn i lun- 
den blev besvaret, fordi han havde 
mod til uden vaklen at bekende sin tro. 
Kanalertil forbindelse og samhørighed 
mellem forældrene og ungdommen er 
blevet åbnet og anvendes i dag. Mødre 
og fædre er ved at lære deres børn 
bedre at kende, fordi kloge ledere har 
opfordret til styrkelse af familiekred- 
sen. Hvor det er nødvendigt, opfordrer 
vi vor ungdom til at tage initiativet til 
at sørge for, at der bliver lagt planer 
for familiehjemmeaftener, og at de bli- 
ver fulgt op, således at de ikke blot læ- 
rer at have forbindelse med familiens 
medlemmer, men også mere målbe- 
vidst med deres himmelske Fader. 
Mange af vore unge har før i tiden bå- 
ret sig således ad, og i dag elsker 
deres forældre dem for det. Når fami- 
liens hjemmeaftener bliver holdt på 
rette måde, vil forbindelseslinien blive 
etableret, ikke alene mellem familie- 
medlemmerne, men også for Guds 
ånd. 

I vort arbejde inden for Kirkens pro- 
gram for den forenede samfundstje- 
neste, er der intet, der giver os større 
tilfredsstillelse end at hjælpe forældre- 
ne og de unge til at blive bedre kendt 
med hinanden eller til igen at prøve at 



lære hinanden at kende og blive enige 
om igen at ville begynde at følges ad 
på den sikre vej. Det var en glæde for 
os, da en smuk, ung high school pige 
forleden dag sagde: „Far og jeg er 
kommet på talefod igen. Takket være 
familieaftenen har vi fundet den sam- 
me bølgelængde og harmonerer nu 
temmelig godt sammen." 
En af de største velsignelser, et barri 
kan få, er den at blive opdraget i et 
hjem, hvor fader og moder elsker hin- 
anden. En ægtemands og hans hustrus 
kærlighed bør være inderlig og oprig- 
tig. En synlig, oprigtig kærlighed vil 
skabe uvurderlige omgivelser for vore 
børn. De vil lære at elske, efterhånden 
som de selv erfarer kærligheden. Op- 
rigtig samhørighed med andre udvikler 
fællesfølelse og tilhørsforhold, så an- 
dre vil kunne forstå, at vi interesserer 
os for dem. 

Kærlighed og barmhjertighed er ikke 
noget forældet eller gammeldags. De 
er dyder, som opbygger forståelse og 
lykke. Det er vanskeligt for unge men- 
nesker at holde Guds bud, hvis de ikke 
har en følelse af samhørighed med 
deres forældre og med Kirkens ledere. 
Lad os se efter det bedste i vore børn 
og vore medmennesker. Det er Her- 
rens vilje, at vi bygger op — ikke at vi 
river ned. Det er vor opgave at samle 
det positive, fremhæve det positive; vi 
har intet at gøre med at fremme det 
negative. 

Vi behøver mod til at vise tålmodighed, 
forståelse og barmhjertighed. Må jeg 
for nogle af vore besværede unge i 
vor tids forvirrede samfund, i ydmyg- 
hed stille dette krav til deres forældre 
og ledere: „Opgiv os ikke, fordøm os 
ikke, vær ikke vred på os. Prøv ikke 
på at få os til at rette os efter jer ved 
at vise os sympati, skamme os ud eller 
latterliggøre os. Giv os hellere grund 
til at følge jer, vær eksempler for os, 
giv os det bedste af jer selv." Lad os 
som forældre og ledere leve således, 
at vi fortjener, at en taknemmelig 
teen-ager siger: „Tak, fordi I hjalp mig 
at finde tilbage," eller „Tak, fordi I 
hjalp mig til at stå fast." Gennem tål- 
modighed og forståelse skal vi lære at 
lede vore venner. Sig de opmuntrende 
ord til rette tid og på rette sted. 
Det var betagende for os forleden dag 
at tale med en af vore kønne, fuldtids 
Navajo-indianer-missionærer, og da 



302 



han sagde: „Den vigtigste grund til, at 
jeg er på mission i dag, er, at da jeg 
var en lille dreng, kom præsident 
Spencer W. Kimball en dag hjem til 
os; han klappede mig på hovedet, lag- 
de en sølvdollar i min hånd og sagde: 
„Tag den, og begynd at spare sammen 
til din mission." I dette eksempel på 
en god leder finder vi alle de vigtige 
punkter: anerkendelse, opmuntring, 
udfordring og eksempel. For at kunne 
føre hele grupper tilbage må vi lære at 
lede den enkelte tilbage med tålmo- 
dighed og kærlighed. Gode ledere gi- 
ver ikke op. God ungdom giver ikke 
op. 

Vi trænger til mod til at blive som børn. 
„Den, der derfor omvender sig og 
kommer til mig som et lille barn, ham 
vil jeg modtage; thi af sådanne består 
Guds rige." (3. Nephi 9:22.) Vi har be- 
hov for barnlig kærlighed, barnlig om- 
vendelse, barnlige bønner og barnlig 
tro. 

Det var en dejlig oplevelse for nogle 
få uger siden at knæle sammen med 
en Sidste Dages Hellige familie i det 
fjerne Uruguay i Syd-Amerika, medens 
en 11-års pige ledte os i familiebøn. 
Hendes ånd rørte os, da hun talte til 
sin himmelske Fader i de indfødtes 
spanske sprog. Da hun havde sluttet 
sin smukke bøn, spurgte vi hendes fa- 
der: „Hvad var det, hun sagde om 
templet i sin bøn?" 

Han svarede: „Hun sagde: , Hjælp mig, 
himmelske Fader, at blive god nok i 
min måde at leve på, så jeg en dag 
kan blive viet i templet.'" 

Med denne barnlige tro og daglige, op- 
rigtige forberedelse, vil hendes hjer- 
tes ønske blive opfyldt. 
„Sandelig så siger Herren: Det skal 
ske, at hver sjæl, der aflægger sine 
synder, kommer til mig, påkalder mit 
navn og adlyder min røst samt holder 
mine befalinger, skal se mit ansigt og 
vide, at jeg er." (L & P 93:1.) Hvilken 
herlig afsluttende forjættelse til de 
trofaste! Hvilken velsignelse for dem, 
som vil holde ud! Hvad kunne være 
mere effektivt, en mere ydmyg bøn for 
os i denne vanskelige tid, end at bede 
vor Fader i himmelen om at velsigne 
os med mod — mod til at leve således, 
at vi ikke vil være de samme hver 
dag, men med Herrens hjælp en smule 
bedre hver dag, trin for trin. Det er mit 
håb for os på denne dag, at vi må vise 



vor kærlighed og vort mod ved at hol- 
de Hans bud. 

Jeg vidner for jer, at dette er i sandhed 
Jesu Kristi Kirke. Jeg beder i ydmyg- 
hed, at vi modigt må vedblive i Hans 
værk, vandre målbevidst på Hans vej, 
hvilket vil sikre os et evigt liv i over- 
flod. I Jesu Kristi navn. Amen. 

(Forts, fra side 301) 

sendelserne fra den allerkraftigste 
station. Gennem alle disse år- 
hundreder har der været perioder, 
hvor der var profeter, som stillede 
ind og sendte videre til folket. 
Budskaberne er aldrig holdt op. 
Et sådant budskab kom til Daniel 
i overværelse af andre, og han 
som havde stillet ind på den rigtige 
bølge, sagde: „Jeg, Daniel, var den 
eneste, der så synet; de mænd 
som var hos mig, så det ikke". 
(Dan. 10:7). 

På vejen til Damaskus rejste en 
gruppe mænd sammen. Der kom et 
usædvanligt budskab fra Himme- 
len, men der var kun én mand, som 
var indstillet til at modtage det. 
Det, som kun var atmosfæriske 
forstyrrelser for alle de andres 
øren, var et betagende kald til en 
opgave til Saulus fra Tarsus; det 
ændrede hele hans livsførelse og 
bidrog til forvandling af millioner 
af menneskers liv — men han var 
den eneste, der var indstillet på 
at modtage det. 

Det er blevet sagt, at visse rus- 
siske flyvere rapporterede, at da 
de trængte igennem det fjerne, 
ydre rum, så de ingen Gud, heller 
ingen engle. Vi kan forudsige til 
enhver vantro, gudløs rummand, 
at om han så ville fare tusind gan- 
ge længere ud og tusind gange 
højere op, ville han være endnu 
længere fra Gud og de evige ting, 
for det åndelige kan ikke fattes af 
det begrænsede. 

Abraham fandt Gud, da han stod 
på et tårn i Mesopotamien, på et 
bjerg i Palæstina og i de kongelige 
lejre i Ægypten. Moses fandt Ham 
i en øde ørken, ved Det røde Hav, 



på et bjerg, kaldet Sinai og i en 
„brændende busk" (2 Mos. 3:2). 
Joseph Smith fandt Ham i en lille 
uberørt skovs kølige friskhed og 
på en høj, der hed Cumorah. Peter 
fandt Ham ved Galilæasøen og på 
Forklarelsens Bjerg. 
Må Herren, vor Gud, støtte denne 
nylig udnævnte profet, Joseph Fiel- 
ding Smith, som fra nu af „vil ære 
i sin Faders gerning", (Luk. 2:49) 
som fortsat vil give os Herrens 
„livets brød" og „levende vand" 
(Joh. 6:41 og 4:10), som nu skal 
begynde at „Tænde Israels lam- 
per" og som i sandhed skal være 
Guds talerør; vor bøn er, at Herren 
vil sige til ham, som Han sagde 
til Josua: 

„I dag begynder jeg at gøre dig 
stor i hele Israels øjne, for at de 
kan vide, at jeg vil være med dig, 
som jeg var med Moses". (Josua 

3:7) 

Og må Herren velsigne os, Hans 
tjenere, som har oprakt vore hæn- 
der i dag — og alle andre, som 
ikke har haft den mulighed — så 
vi fra nu af, ligesom Israels børn, 
må holde hans hænder oppe og 
råbe med én røst, ligesom Israels 
børn gjorde: 

„Alt, hvad du har pålagt os, vil vi 
gøre, og vi vil gå overalt, hvor du 
sender os; som vi har adlyst Moses 
i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun 
Herren, din Gud være med dig, 
som han var med Moses!" (Josua 
1:16-17). 

(Forts, på sid 305) 

er Guds værk, og når vi ved, at det 
er Guds værk, ved vi også, at Jo- 
seph Smith, som var Guds udvalgte 
tjener, er en profet, hellig og sand, 
for han sagde: „Jeg opnåede den 
magt eller de sandhedens og dydens 
principper, som skal vare ved, når 
jeg er død og borte." 
Det er mit personlige vidnesbyrd, at 
han var og er en profet. Hans kappe 
blev hængt på de efterfølgende pro- 
feter og hviler nu på Joseph Fielding 
Smiths skuldre. I Jesu Kristi navn. 
Amen. 



303 



PRÆSIDENT PAUL H. DUNN. 
Af de Halvfjerds' Første Råd. 



Lær Joseph Smith 

at kende 




Mine brødre og søstre, synlige og 
usynlige over hele verden, dette mø- 
de er vidunderligt. Jeg er taknem- 
melig for den anledning, jeg her har 
til ^t bære højtideligt vidnesbyrd om 
ting, der står mit hjerte meget nær, 
og som jeg tror fuldt og fast på. Cir- 
ka 210 km nord for Boston, Massa- 
chusetts, ligger et af de smukkeste 
steder, jeg nogen sinde har set. Lunt 
mellem Windsor Countys grønne 
bjerge i Vermont ligger en Herrens 
profets — Joseph Smiths — føde- 
sted. 

På grunden, hvor det oprindelige hjem 
ligger, står der også to bygninger, der 
huser henholdsvis et informations- 
bureau og et udstillingscenter for vor 
religion. 

For nylig havde vi vor unge datter 
Kellie med på en af vore ture til dette 
mindesmærke. Hun har været der 
mange gange og bliver altid bemær- 
kelsesværdigt påvirket af den indre 
fred og ånd, som hersker der. Hun 
forlader aldrig den bygning uden at 
skrive sit navn i den gæstebog, der 
er fremlagt til gæsterne, ligesom hun 
også beskriver sit indtryk i den rubrik, 
der er afsat til bemærkninger. 
På den bestemte dag skrev hun: „Kir- 
ken er det største i mit liv." Min hu- 
stru og jeg blev tydeligt bevægede 
af glæde. Hvorfor? Fordi Kirken og 
Evangeliet med dets ordinanser er 
en livsfilosofi, og ved at følge dets 
lærdomme finder vi som en familie 
den sande glæde og lykke, den, vi 
alle søger. 

I foråret var det netop 150 år siden 
en ung mand med enfoldig tro stille- 
de et meget vigtigt spørgsmål: „Hvil- 
ken Kirke er rigtig?" Den skønne 
forårsmorgen i 1820 åbenbarede Gud 
Faderen og Hans Søn Jesus Kristus 



sig for en ung mand, hvis navn aldrig 
vil gå i glemme. Den unge mand var 
Joseph Smith, den første profet un- 
der denne forvaltning. 
I de to sidste år har vi opholdt os i 
New England, og vi har tilbragt en 
hel del tid ved Profetens fødested. 
Herren har helliget den plet, og hver 
gang vi ser på den granitsøjle, der 
peger mod himlen over stedet, hvor 
han blev født, fyldes vore hjerter med 
glæde og Ånden hvisker til os: „Han 
var i sandhed en profet." 
En af de bedste gaver, jeg kan give 
jer her til morgen, er en anledning 
til at lære profeten Joseph Smith lidt 
bedre at kende. Jeg vil ikke begynde 
at forklare jer alt, hvad han har op- 
nået, men jeg vil gerne fortælle jer 
om manden, Seeren og Profeten. Jeg 
tror, det er vigtigt, at vi ved lidt 
om de forskellige „hvorledes" og 
„hvorfor" i hans liv, for derved for- 
-øges vor forståelse og taknemmelig- 
hed for denne „vor nuværende for- 
valtnings fyrste", Joseph Smith, den 
mand, om hvem Brigham Young sag- 
de: „Bortset fra Jesus Kristus har der 
aldrig levet et bedre menneske." (Di- 
scourses of Brigham Young, p. 459.) 
Et liv, der er blevet et lys for Her- 
ren, er et liv, som alle vil ønske at 
forstå mere klart. Et sådant liv var 
Joseph Smiths liv • — et liv, der blev 
givet til tjeneste for andre og et liv, 
levet i kærlighed. Vi forkynder, at 
han uden tvivl er en af vor evige, 
himmelske Faders mest ædle sønner. 
Han var en høj, velskabt mand, over 
180 cm høj og med en vægt på cirka 
95 kg. Hans hud var lys, hans hår var 
lyst og hans blå øjne kunne se lige 
igennem folk. Han var hurtig og smi- 
dig som et egern, stærk som en løve 
og mild som et lam. Der var en ung 



mand, som sagde om ham, at „han 
ikke havde bakkenbarter, og at han 
i det store og hele var en mand, der 
ved sin fremtoning indgød ærefrygt, 
en mand med en fin og dan- 
net optræden." En ung dame sagde, 
at der ikke eksisterede noget billede 
af ham, der kunne sammenlignes med 
det majestætiske ved hans person- 
lige tilstedeværelse. Hans hustru 
sagde, at ingen kunne fange hans 
virkelige ansigtstræk, fordi de skifte- 
de med hans humør. 
Når man ser lidt dybere i hans per- 
sonlighed, hans erfaringer og karak- 
ter, kan man se en bemærkelsesvær- 
dig blanding af Kristi karaktertræk. 
Hans medarbejdere talte om hans al- 
vor i hellige øjeblikke, men fandt be- 
hag i hans profetiske intelligens, hans 
kærlighed til musik, poesi, skuespil 
og — vel værd at lægge mærke til 
— hans hjertelige latter. Han for- 
bavsede dem ustandseligt ved sin 
ustadighed, sit skiftende tempo. Han 
kunne pludselig, som han sad og stu- 
derede Skriften eller et af de fire 
sprog, han talte, rejse sig og gå ud 
og give sig til at spille blod, brydes, 
øve sig i længdespring — og så gå 
tilbage til studierne. Alle mennesker 
kunne anerkende hans let joviale op- 
træden, når han deltog i fornøjelses- 
aktiviteter, men de var hurtige til at 
lægge mærke til hans ubehag ved alt, 
der var nedværdigende eller vulgært. 
Han kunne til tider irettesætte skarpt, 
men viste altid bagefter større kær- 
lighed. (Se L&P 121:43.) „Jeg er fast 
besluttet på," sagde han, „at så læn- 
ge jeg skal lede denne Kirke, skal 
den ledes rigtigt." 

Joseph Smith var et robust og u- 
tvunget friluftsmenneske. Han kunne 
godt lide fysisk arbejde og lærte folk, 
at det var et af Gud givet princip, at 
vi skulle bevare vore legemer stærke. 
Under opbygningen af Nauvoo-temp- 
let arbejdede han ofte med i stenbru- 
dene. Mange mennesker lærte om 
gengivelsen af Evangeliet, medens de 
arbejdede side om side med ham i 
stenbrudene, i skoven eller i engen 
med høhøsten. 

Joseph Smith havde et stærkt og bli- 
vende vidnesbyrd om Jesus Kristus 
og lod aldrig en anledning gå fra 
sig til at fortælle andre om den kund- 
skab, han ejede. Når han talte, var 



304 




BØRNENES 
SiDER, 




En god handel 



AF LUCILE C. READING. 



Det var forår. De røde sandsten- 
sklipper omkring Kanab, Utah, strå- 
lede i det varme solskin. Drengene 
var glade for, at deres far havde 
sendt dem et ærinde til indianerlej- 
ren adskillige kilometer fra fortet. Det 
var sjovt at ride på deres ponyer 
gennem de grågrønne kaktuslig- 
nende buske istedet for at vande 
køkkenhaven, som de ellers skulle 
have gjort, hvis de havde været 
hjemme. 

Som drengene red afsted med en 
hest efter sig, der skulle sælges til 
indianerne, talte de kun lidt, men glæ- 
dede sig hver især først og frem- 
mest over den smukke natur omkring 
dem på en mild forårsmorgen. Det 
var dejligt at være til. 
En gammel Navajo høvding, der hed 
Frank, kom ud for at byde dem vel- 
kommen, da de red ind i lejren. Da- 
gen før havde han sagt til deres far, 
at han gerne ville have en god hest, 
og han forventede derfor, at en eller 
anden ville komme med den. Høv- 
dingen Frank hjalp drengene af de- 
res ponyer, så indgående på hesten, 



de havde med for at sælge, og pe- 
gede derefter på nogle tæpper et 
lille stykke borte. 

Tæppernes farver og mønstre var 
usædvanlig smukke, men den ti år 
gamle Jakob havde indprentet sin lille 
bror Walter, at de måtte opføre sig 
som voksne, og være sikre på at den 
handel de gjorde blev en god han- 
del. De rystede på hovedet, og Ja- 
kob sagde til høvdingen, at han ville 
have mere for hesten, han havde med 
sig. Den gamle indianer tøvede kun et 
øjeblik og kom derefter frem med 
flere tæpper og to bøffelskind. Dren- 
gene gjorde store øjne af forbavselse 
over det antal smukke tæpper, de fik. 
De pakkede dem sammen, lagde 
bylterne på ponyerne og red hjem 
fuld af stolthed over den gode han- 
del, de havde gjort. 
Far stod og ventede, da de kom ind 
på gårdspladsen. Hans øjne lyste af 
forundring, da han løftede de tunge 
byrder af ponyerne og pakkede tæp- 
perne ud, men han sagde ikke noget. 
Han så omhyggeligt på tæpperne og 
bøffelskindene, medens han delte 

73 




dem i to bunker. De ventede på at 
han skulle sige noget, men han arbej- 
dede i tavshed. Da han var færdig, 
pakkede han omhyggeligt de tæpper, 
han havde lagt i den ene bunke sam- 
men og gav drengene besked på, at 
de måtte tilbagelevere noget af deres 
udbytte. 

Det så ud til at skulle blive en sort 
dag for Jakob og Walter, da de red 
tilbage til indianerlejren, idet de spe- 
kulerede på, hvordan de skulle for- 
klare, hvorfor de kom tilbage. Men 
høvdingen Frank hilste dem velkom- 
men med et varmt smil. Han løftede 



sine gamle arme for at tage oppak- 
ningen af tæpper, og før der blev tid 
til at forklare, sagde han: „Jeg vidste, 
at I ville komme tilbage. Jeg vidste, 
at jeres far ikke ville beholde så 
mange. Han tager vare på os. Han 
er også en far for os." 
Pludselig syntes forårsdagen strå- 
lende igen og smukkere end nogen 
sinde, da det efterhånden gik op for 
drengene, hvilken klog og elsket 
mand deres far, Jakob Hamblin, vir- 
kelig var. 

Jacob Hamblin, kendt som indianers apostel 

(1819-1886). 

En sandfærdig historie genfortalt af Lucile C. 

Reading. 



74 



LUCY PARR 



Mors 
dag 



Den bedste dag af ugen i Navajo sko- 
len, tænkte indianerpigen Slim Girl, 
var når deres flinke lærer sagde, at 
enhver af dem måtte vælge en bog fra 
hylderne. Resten af eftermiddagen til- 
bragte de med at læse om interessante 
nye ting og steder. 

Forsigtigt anbragte Slim Girl sin ud- 
valgte bog på pulten, ventede et øje- 
blik før hun åbnede den for så at læse 
om „Særlige Mindedage." 
Øverst på første side stod der „Mors 
Dag". Og der var et billede af en dame. 
Hendes tøj var meget forskelligt fra 
den bomuldsbluse og det lange tunge 
skørt hendes egen mor gik med. Men 
på hendes ansigt var der et venligt og 
kærligt udtryk, som Slim Girl så tit 
havde set på sin egen mors ansigt, når 
hun talte til en af de små. 
„En dag for Mødre", stod der. 
Slim Girls hjerte glædede sig efter- 
hånden som hun læste det. En særlig 



dag udvalgt for at ære mødre med 
gaver, blomster og kærlighed. 
Hvis der var nogen der fortjente en 
sådan påskønnelse, var det hendes 
egen kærlige, tålmodige mor. 
„Det vil jeg gøre", tænkte Slim Girl. 
Hun ville vælge sin egen særlige dag 
til at fortælle mor, hvor meget hun 
holdt af hende. Skønt alene at sige det 
med ord ville ikke være nok. 
„Hvad kunne hun gøre?" 
Hun kunne ikke give sådan nogle blom- 
ster, som der var afbilledet i bogen. 
Hun kunne heller ikke give hende de 
yndige gaver, som disse smilende mø- 
dre modtog. Disse gaver kom fra en 
forretning, som hun havde læst om. 
Meget flottere end deres handelssta- 
tion, som lå i nærheden af skolen. 
Men der måtte sikkert være noget, 
som hun kunne gøre. 
Hvis hun ville se godt efter, ville hun 
sikkert kunne finde nogle vilde blom- 

75 



ster på bakkeskråningerne og mellem 
de store sten her hvor hun boede. Og 
som endnu en gave, ville hun i al hem- 
melighed lave et par mokkasiner, så- 
dan som hendes mor havde lært hende 
det, og de skulle blive meget smuk- 
kere end nogen af dem, hun nogensin- 
de før havde lavet. 

Slim Girls iver voksede. Hun måtte og 
skulle gøre det for sin mor. 
Tøvende gik hun hen til den store 
skranke, ventede stille til hendes læ- 
rer vendte sig om mod hende. 
„Undskyld," sagde hun genert, „må jeg 
bede om et ark tegnepapir? Det er til 
min mor", hviskede hun sagte, „jeg vil 
lave et postkort til min mor." 
Tålmodigt kopierede hun med de ku- 
lørte blyanter blomster og mønstre fra 
billeder i bogen. Og inde i arket be- 
skrev hun den kærlighed, hun følte, 
hver gang hun tænkte på sin mor. 
Der gik mange dage hvor hun arbejde- 
de på mokkasinerne i al hemmelighed, 
for at det kunne være en overraskelse. 
I morgen var skolen lukket, og så var 
hun endelig færdig med sine planer. 
Slim Girl havde svært ved at falde i 
søvn, hun var både ivrig og nervøs. 
Var det hele kun en tåbelig ide, for hun 
kunne ikke helt lave tingene som de 
var i bogen. 

Næste morgen, da hun vågnede, var 
dagen ved at bryde frem med et svagt 
lysskær fra øst. Med tilbageholdt ån- 
dedræt og så stille som en forårsbrise, 
listede hun ud af hytten. Op og ned af 
bakkerne og mellem krat og sten ledte 
hun. Hun syntes næsten det så ud som 
om at hendes plan, når det kom til 
stykket, var god nok. Aldrig havde hun 
drømt om, at hun kunne finde så man- 
ge blomster, hun havde begge hænder 
fyldt med blomster på kort tid. Hun 
skyndte sig tilbage til den overdække- 



J^ 



»s**®* 




«£. 







76 





77 



de, stråtækte sommerterasse uden for 
hytten, hvor hun fyldte en skål med 
vand til blomsterne for at holde dem 
friske. Ved siden af skålen stillede hun 
mokkasinerne og det kulørte postkort. 
Det så pænt ud. Hendes gaver lignede 
i det mindste billedet i bogen. 
Slim Girl smilede og skyndte sig bort, 
der var ikke tid til at drømme — ikke 
nu til morgen. 

Hun bevægede sig så stille som muligt, 
hun tændte ild og begyndte at lave 
morgenmad. En herlig duft fyldte luften 
før resten af familien vågnede. 
Far kom først ud af hytten, strøg en 
hånd gennem sit tykke hår: „Nå-da", 
sagde han, idet han kastede et blik på 
Slim Girl, der stod bøjet over ildstedet, 
„hvad sker der her?" 
Mor var lige bag ved ham." Hvilken 
overraskelse, udbrød hun, da hun så 
at Slim Girl allerede havde morgen- 
maden færdig. Genert vendte Slim Girl 
sig mod gaverne: „Til dig — fordi jeg 
holder så meget af dig, og fordi du er 
så god imod mig." 



Klare tårer stod i mors øjne, da hun så 
på blomsterne og mens hun med fing- 
rene strøg hen over mokkasinerne. 
„Så fine de er," sagde hun. 
Tårerne løb ned ad Slim Girls kinder, 
idet hun sagde: „I dag vil jeg gøre alt 
arbejdet udenfor. Jeg vil tage med de 
små." Du skal være fri for at arbejde 
i dag, og for at passe de små." 
Mor smilede gennem tårerne. „Jeg ved 
næsten ikke, hvad jeg skal tage mig 
til på sådan en dag." Men så nikkede 
hun. Jeg vil besøge min søster. Så kan 
vi sammen finde de planter til at farve 
de tæpper med, som vi sælger til han- 
delsstationen. En dejlig måde at til- 
bringe noget af den dag på, som min 
datter har skænket mig." 
Da mor så sig omkring i kredsen, til- 
føjede hun: „Men jeg vil ikke blive der 
hele dagen. Jeg vil tilbringe meget af 
dagen herhjemme." Under hele mor- 
genmåltidet spillede et lykkeligt smil 
om mors læber. 

Det er virkelig en god ting, tænkte Slim 
Girl, en særlig dag for mødre. 



Kære mor, jeg elsker dig, 
dit smil får glæden frem, 
det er så godt at mærke 
hyggen i vort lille hjem. 



Et fjende selskab 



AF LUCILE C. READING 



Det var frikvarter, Helle og Susanne 
sad på skolens trappe og så på dren- 
gene og pigerne, der legede sammen. 
De blev aldrig opfordret til at lege sam- 
men med de andre. De var glade for at 
de var tvillinger, så de ikke behøvede 
at være helt alene i den nye skole, 
men de vidste hver for sig, hvor en- 
som den anden søster følte sig. Det så 
ud til at være umuligt for dem at skaffe 
sig nogle venner. De talte tit om hvor 
sjovt, de havde haft det i skolen, før 
fars arbejde havde gjort det nødven- 
digt for dem at flytte til en stor frem- 
med by. 

Helle og Susanne var enige om, at den 
mest populære pige på hele skolen 
var en smuk lyshåret pige, som hed 
Gerda. De var sikre på, at kunne de 
blot blive gode venner med hende, ville 
de andre piger og drenge ikke undgå 
dem eller drille dem, som de gjorde nu. 
Men hver dag så det ud til, at Gerda 
havde udtænkt en eller anden måde 
at drille Helle og Susanne på, og for- 
hindre de andre børn i på nogen måde 
at vise dem venlighed. 
Efter at have spist til middag den aften, 
lagde far sin aftenavis fra sig, så på de 
to piger, der triste sad overfor ham i 
stuen, ikke engang interesseret i TV- 
programmet, og rystede på hovedet. 
Han satte sig til rette i stolen, for lige- 
som at læse sin avis, men istedet for 
sad med bøjet hoved i dybe tanker. Til- 
sidst smilede han for sig selv, så op 
på Helle og Susanne og indbød dem til 
at sætte sig på armlænene af hans 
stol. 



„Fortæl mig nu," sagde han, „hvad der 
er i vejen med mit ellers så lykkelige 
par?" De to tvillinger så på hinanden, 
men svarede ikke. I løbet af et øjeblik 
stillede far nogle spørgsmål: „Er der 
noget i vejen henne i skolen? Er der 
for svært for jer? Er I kede af, at vi er 
flyttet?" 

I begyndelsen svarede de ikke et ord, 
men da først Susanne begyndte at for- 
tælle ham om deres ensomhed, afbrød 
Helle hende, og da først pigerne var 
kommet igang med at snakke, så det 
ud til, at de ikke kune holde op. Hele 
historien om deres uvenlige behand- 
ling i skolen summede i hans ører, me- 
dens han lyttede til dem med sym- 
pati. Da det endelig så ud til, at de 
havde fået talt ud, sagde far: „Jeg 
ved, hvad vi kan gøre, lad os holde et 
selskab." 

Helle og Susanne var allerførst hen- 
rykte. De talte begejstrede om is, ka- 
ger og store røde balloner, men så 
standsede de. „Hvem kan vi invitere 
til et selskab?" græd de, „vi har ingen 
venner." Og deres tårer begyndte igen 
at løbe. 

Far blinkede med øjnene, idet han sva- 
rede:,, Vi behøver ikke at bekymre os 
om at invitere venner i første omgang. 
Dette her skal være et fjende selskab. 
Vi vil invitere alle disse uvenlige dren- 
ge og piger i jeres klasse i skolen og 
så se hvad der sker. 
Og det var lige hvad Helle og Susanne 
Hansen gjorde. Næsten alle der blev 
inviteret kom. Da gæsterne forlod sel- 



79 



skabet, var alle enige om, at det var 
det bedste, de nogensinde havde væ- 
ret med til. 

Selv om det så ud til, at alle havde haft 
en dejlig tid, holdt Helle og Susanne 
ikke senere noget „fjende-selskab". . . 
De ville ikke have vidst, hvem de skulle 
invitere, for det så ud til, som ved et 
trylleri, at de kun havde nære venner 
i den nye skole, og i særdeleshed 
Gerda. 

En sandfærdig historie genfortalt af Luoile C. 
Reading. 




det, som selve jorden rystede, og folk 
sagde, at når han prædikede, var der 
noget himmelsk ved hans fremtoning. 
Det var ikke alene det, at han talte 
ved Ånden, men optegnelser viser, 
at på et eller andet tidspunkt i hans 
liv var han i besiddelse af enhver ån- 
delig gave, og en af hans mest dyb- 
sindige lærdomme ytrede sig i disse 
ord: „Jeg har gjort dette til mit prin- 
cip: Når Gud befaler — så gør det!" 
Under udførelsen af Guds befalinger 
besad Joseph Smith den sjældne 
kombination af, hvad Carl Sandburg 
(amerikansk digter og levnedsskild- 
rer, 1878-1967) kaldte „fløjl og stål", 
som også Kristus besad, og som kan 
sætte folk i gang med venlighed, 
sagtmodighed og uskrømtet kærlig- 
hed, uden trussel eller magtanven- 
delse. Dersom verden blot ville lære 
Guds befalinger og leve som Joseph 
Smith, hvor ville den da være vid- 
underlig at leve i. 

Præsident McKay fortalte os ofte, at 
vi bliver som det, vi elsker. Joseph 
elskede Kristus og blev Ham lig. Han 
sagde: „Jeg ønsker at blive en glat 
pil i den Almægtiges kogger." „Min 
røst lyder altid for fred", og „Jesus 
Kristus er min store rådgiver." 
Han var et menneske som alle vi an- 
dre, men i modsætning til os, som 
lever i dag, udholdt han usigelig li- 
delse og forfølgelse. Han blev drevet 
ud af fire stater, seks børn døde ved 
fødslen, han blev smurt ind i tjære 
og fjer og blev forgiftet; og dog le- 
dede han sit folk med kraftigt mod 
og sagde: „Jeg kan ikke fornægte 
det, som jeg ved er sandt." 
Brigham Young udtalte, at han levede 
1 000 år i løbet af sine 38, og selv om 
han blev overfaldet og pisket, sagde 
Lydia Bailey om ham: „Hans ansigt 
lyste som de milde stråler fra en 
stjerne." 

Han ledede som Moses, talte som 
Peter og skrev som Paulus. Wilford 
Woodruff sagde om ham: „Hans for- 
stand udvider sig som evigheden, og 
kun Gud kan fatte hans sjæl." 
I kundskab og forståelse af Evange- 
liet var han uovertruffen. Joseph 
Smith efterlod sig optegnelser, der 
talte 1 500 udtalelser om fremtiden. 
Mange hundrede af disse udtalelser 
er allerede gået i opfyldelse, og vi 
skal i vor levetid se opfyldelsen af 



mange flere ske. Man kan tage et 
hvilket som helst af hans skrifter frem 
på må og få og finde mere om de 
sidste dage end i Bibelen. Hans skri- 
velser, breve og talte ord er så om- 
fattende, at det næsten synes umu- 
ligt, at ét menneske kunne få så me- 
get udført på så kort tid. Mormons 
Bog, Moses, og Abrahams Bog og 
Lære og Pagter, hvilket han altsam- 
men nedskrev under åbenbaring, ialt 
830 sider plus hans egen historie, ta- 
ler og referater, tilsammen over 3 200 
sider. 

Vi er blevet kaldt det lykkeligste folk 
på jorden, og meget af vor lykke 
kommer af, at vi efterlever de sand- 
heder, der er blevet åbenbaret til os 
gennem Joseph Smith. 
Hvis noget menneske nogen sinde er 
blevet undervist af Gud og engle, så 
er det Joseph Smith. Han var et ån- 
deligt amfibium med den ene fod på 
jorden og den anden i himlen. Edward 
Stevenson siger: „Han var i besid- 
delse af en uendelighed af kunskab." 
Og Wilford Woodruff sagde: „Han 
forekom at være en kundskabskilde, 
fra hvis mund der strømmede evig 
visdom." Parley P. Pratt sagde: „Han 
kunne stirre ind i evigheden, gennem- 
trænge himlene og omfatte alle ver- 
dener." 

Joseph Smith forkyndte, at dette sto- 
re land, Amerika, var et udvalgt land, 
der opstod under Herrens direktion, 
og han bar stærkt vidnesbyrd om den 
guddommelige betydning af det or- 
bejde, der blev udført af dette store 
lands grundlæggende fædre. Han 
sagde: „De forenede Staters forfat- 
ning er et herligt banner; den blev 
grundlagt i Guds visdom. Den er et 
himmelsk banner; den er for alle, som 
er priviligerede med frihedens sød- 
me, som en stor klippes skygge og 
forfriskende vand i et tørt og van- 
skeligt tilgængeligt land. Den er som 
et stort træ, under hvis grene menne- 
sker fra ethvert himmelstrøg kan be- 
skyttes mod solens brændende strå- 
ler." (Joseph Smiths Lærdomme, s. 
174.) 

Han bad aldrig om, at byrden måtte 
blive let, men derimod om en stærk 
ryg; og han var i sandhed en profet, 
for hans stadige bøn var: „O, Herre, 
hvad skal jeg gøre?" De, som hørte 
ham bede, forundrede sig over den 



ånd, han udviste og oplevede selv, 
at himlene bogstavelig talt kan åbne 
sig. De forstod, hvad han mente, når 
han forkyndte: „Det er Evangeliets 
første princip med bestemthed at er- 
kende Guds karakter og at vide, at 
vi kan samtale med Ham, som det 
ene menneske taler med det andet." 
(Ibid. 417.) 

En eller anden har sagt, at den stør- 
ste opdagelse af alle er den, der 
sker, når et menneske opdager Gud. 
Joseph Smith gjorde den sande kund- 
skab om Guds sande natur, en per- 
sonlig og kærlig Fader, tilgængelig 
for hele verden — uden undtagelse. 
Han forkyndte, at Gud er vor Fader, 
og at Jesus Kristus ikke blot er Hans 
Søn, men også vor ældre broder. De 
kristne kirkesamfund på den tid sag- 
de: „Vi tror på Gud", men Joseph 
Smith sagde: „Jeg så Gud og Kri- 
stus, og de talte virkelig til mig." Han 
blev forfulgt, fordi han sagde, at han 
havde set et syn, og dog var det 
sandt. Han har ikke alene bekendt- 
gjort 'for os, at Gud eksisterer, men 
også, at Han altid er villig til at be- 
svare vore bønner. „Bøn er et hjer- 
tes indre trang," står der i en af vore 
dejlige sange (nr. 152), og hvis Jo- 
seph Smith ikke gav os noget som 
helst andet, så viste han os i hvert 
fald det eksempel, hvorved vi kunne 
få vore ønsker opfyldt og vore hjer- 
ter renset. Derfor kunne han på ve- 
jen til Carthage, inden han led mar- 
tyrdøden, sige: „Min samvittighed er 
uplettet." (L&P 135:4). „Jeg er ikke 
bange for at dø." Han talte som en 
mand, hvis liv kunne stå for en un- 
dersøgelse af Mesteren. 
På den skæbnesvangre dag i 1844 
blev han dræbt af en hob på cirka 
150 mænd, som havde sværtet sig i 
ansigtet. Ved hans død blev der skre- 
vet: „Det slag, der kuede Joseph 
Smith, har lammet Mormonismens 
arm. De vil nu blive spredt for alle 
vinde og gradvis blive opslugt i sam- 
fundets store menneskemasse." Den- 
ne forsamling her i dag og millioner- 
ne i vor lyttende tilhørerskare gend- 
river de ord. 

Guds fjender var overbeviste om, at 
da de dræbte Profeten, havde de til- 
intetgjort sandheden; og dog lever 
den, større og stærkere for hvert år, 
der går. Den er uforgængelig, for den 

(Forts, fra side 303) 

305 




I Ordsrogene læser vi: „Væn drengen 
til den vej, han skal følge, da viger han 
ikke derfra, selv gammel." (Ordspr. 
22:6). Josh Billings (amerikansk humo- 
rist, 1818-1885), omskriver denne 
sandhed således: „For at kunne vænne 
barnet til den vej, det skal gå, må man 
selv gå den vej." Gå selv den vej! 
Hvor mange af os går selv den vej? 
Jeg hørte en over hele landet aner- 
kendt pædagog tale i TV. Hendes 
emne var marihuana. Hun sagde, at 
brugen af marihuana ikke var værre 
end andre samfundsvaner, og hun lod 
formode, at der i virkeligheden ikke 
var noget galt i, at unge mennesker 
røg marihuana. For nylig var der en 
national skikkelse, der haren ansvars- 
fuld stilling i regeringen, en stilling 
med stor indflydelse på, hvad der kom- 
mer ind i vore hjem over radioen og 
TV — som sagde følgende: „Det sprog, 
jeg anvender, når jeg er til cocktail- 
party er anderledes end det, jeg bru- 
ger hjemme, eller i kirken, og det be- 
tragter jeg virkelig ikke som værende 
hyklerisk." Forleden dag var der nogle 
fædre i en af vore egne kommuner, 
som øjensynligt var blevet ophidset 
over et eller andet, for de lukkede 
luften ud af nogle af ringene på poli- 
tiets vogne for at gribe ind over for en 
håndhævelse af loven, og derefter 
morede det de samme fædre vældigt 
at fortælle om episoden, medens 
deres egne sønner hørte på det. 
Når kritikken rettes mod de film, der 
vises på lærredet i vore dage, svarer 
filmproducenterne, at de kun fremstil- 
ler det, publikum vil købe. Af 21 film, 
der for nylig blev vist i én by, kunne 
jeg kun finde tre, der ikke regnede 
med hæmninger hos tilskuerne på 
grund af stof. der kunne gøres ind- 
vendinger imod eller som var direkte 
anstødeligt; og denne klassificering 



var foretaget af filmindustrien selv. En 
scene i en af dem, der tillod adgang 
for alle aldersklasser, også dem, der 
kun er undergivet forældrenes tilsyn, 
fremkaldte en lattersalve frem fra for- 
samlingen, da en beruset mand trak 
blusen af en kvinde under en fremvis- 
ning af lavt, usselt begær. Hvis det er 
den slags underholdning, vi voksne 
morer os over, hvordan i alverden kan 
vi så lære vore børn moral? 
Da jeg var teenager var der en aktiv 
leder i Kirken, som fortalte en smud- 
sig historie. Selv om min kuhommelse 
med hensyn til historier vitterligt er 
dårlig, bliver denne bestemte historie 
stående sammen med navnet på den, 
der fortalte den. Hvad er det for ek- 
sempler, vi som voksne viser? Ændrer 
vi vor karakter i takt med forholdene, 
ligesom kamæleonen skifter farver? 
Afpasser vor tale sig efter omgivel- 
serne? Går vi til de film, der apellerer 
til vor lave, dyriske instinkter og får 
os til at vælte os i smuds sammen med 
forfatterne og skuespillerne? Over- 
træder vi loven, fordi det er det, mas- 
serne ønsker, vi skal lige i øjeblikket, 
eller er vi stærke nok til at holde fast 
ved vore egne principper uden hensyn 
til pres fra samfundet? Det er nogle af 
de spørgsmål, vi må stille os selv, hvis 
vi skal træne barnet på den vej, det 
skal gå, og selv gå på den vej. 
Allevegne i Kirken hører jeg denne 
bemærkning fra stavspræsidenter og 
biskopper: „Hvis vi ikke havde proble- 
mer med forældrene, ville vi heller ikke 
have nogen med de unge mennesker." 
Som et folk accepterer vi i dag ad- 
færds-standarder, der ville have været 
fuldstændig uacceptable i går. F.eks.: 
Det sjofle, uanstændige sprog, der 
læses og høres under talefrihedens 
forklædning, bliver mere og mere an- 
tageligt i det såkaldte respektable 



samfund. Pornografi er blevet en ho- 
vedindustri i mange dele af verden. 
Den ledende psykoterapeut ved et af 
Washingtons største hospitaler siger: 
„En normal 12-13 års dreng eller pige, 
som udsættes for pornografisk littera- 
tur, kan udvikle sig til at blive homo- 
seksuel. Man kan tage sunde drenge 
eller piger og ved at udsætte dem for 
abnormiteter faktisk forme deres vaner 
for resten af livet." 

Der er endda nogle, som siger: „Hvad 
forkert er der ved at være homosek- 
suel?" I et kirkesamfund viede en leder 
for nylig to mænd, to homoseksuelle. 
En del af verdenspressen gjorde fak- 
tisk en større historie ud af den affæ- 
re. Og dog — hvem har ansvaret for 
dette moralske forfald? Børnene? 
Næppe. Det har vi voksne, de af os, 
som tillader, at den slags udsendes i 
radio og TV. 

For nogen tid siden stod jeg og kigge- 
de på hylden med forskellige ugeblade 
i et nyt supermarked, medens min 
hustru foretog nogle indkøb. På et par 
stykker nær forestillede alle omslage- 
ne sex under en eller anden form; det 
samme gjaldt overskrifterne til de stort 
opsatte artikler. Og dette var i et stort 
villakvarter, hvor hele familier gik på 
indkøb. Hvor længe tror I, disse publi- 
kationer ville kunne holde, hvis vi — 
de voksne — lod være med at købe 
dem? Hvad er der i vejen med os, si- 
den vi tillader vore standarder at syn- 
ke så lavt? Det er i hvert fald ikke sket 
fra den ene dag til den anden. Nej, det 
er sket gradvis og på så listig en må- 
de, at de fleste af os overhovedet ikke 
har lagt mærke til, at det er sket. 

Jeg er enig med David Klein i, at denne 
moralske nedværdigelse begyndte, da 
„Vestens menneske begyndte at miste 
sin tro på Gud som en personlig kraft, 
som den, der bestemmer hans skæb- 
ne, og som den endelige dommer af 
hans handlinger. Den tanke, at Gud 
skabte mennesket blev gammeldags; 
vi udviklede os . . . Livet begyndte at 
forekomme os mere eller mindre tilfæl- 
digt; synden blev et relativt, samfunds- 
mæssigt anliggende og for mange ren 
og skær indbildning . . . Han troede 
stadig på ret og uret, og han vidste 
stadig, hvornår han bar sig forkert 
ad . . . men han troede ikke mere på, 
at han havde krænket Gud derved 
eller pådraget sig Hans vrede . . . 



306 



Forskellen mellem at leve på denne 
måde og så prøve at leve retfærdigt, 
fordi Gud befaler det, er meget stor. 
Det, som før var en forseelse over for 
Gud blev ,anti-socialt'; en synd blev 
en forbrydelse . . . Tyveri var slemt, 
fordi det betalte sig bedst at være 
ærlig. Man prøvede at undgå at være 
sin ægtemage utro, fordi det kunne 
skade forholdet. Hvis man overværede 
en gudstjeneste, var det for at respek- 
tere en tradition. Dyden blev sin egen 
uforklarlige løn, for der var ingen an- 
den." (David Raphael Klein, „Is there a 
substitute for God?" — „Findes der 
en erstatning for Gud?" — Reader's 
Digest — Marts 1970, pp. 51-52.) 

Der er ikke noget stabilt ved den slags 
filosofi. Den ændres som tid, sted og 
forhold skifter karakter. Den er under- 
lagt menneskenes indfald og vaner og 
filosofier. Nej, der findes ikke noget, 
som mennesket kan fastholde med den 
forsikring, at ethvert princip vil kunne 
modstå samfundets nedgang. Toleran- 
cen er blevet så antagelig i det sam- 
fund, vi lever i, så mange af os er 
bange for at opstille solide, sunde 
leveregler for såvel os selv som vore 
unge. Hvor er det vigtigt, at der er 
regler og bestemmelser, vi kan leve 
efter, og at disse standarder baseres 
på solide grundlag. Der skal være me- 
ning i standarderne. Som mr. Klein 
sagde: „Hvis en fader skal fortælle sin 
unge søn, at hans liv ikke har'nogen 
betydning, hvorledes kan han da for- 
tælle ham, at han ikke bør nyde nar- 
kotika?" (Ibid. p. 53.) 

Medmindre disse tendenser vendes 
om, vil fremtiden kun byde på trage- 
dier. Mægtige riger er faldet, fordi ind- 
byggerne for vild. Hvad kan man gøre 
ved det? Enhver voksen, som kom- 
mer i berøring med et ungt menneske, 
påvirker ham i en eller anden ret- 
ning. De voksne, som har den dybeste 
indvirkning på de unges liv til det on- 
de eller gode, er imidlertid forældrene. 
Hvis vi skal træne vore børn på den 
vej, de skal gå, og hvis vi selv skal 
følge den vej, skal vi vende os til Jesu 
Kristi Evangeliums faste, enkle, sunde, 
uforanderlige sandheder og levende- 
gøre dem i vor livsførelse. Det, vi 
trænger til i dag, er forældre, som er 
omvendte til Jesu Kristi Evangelium, 
som er villige til at rette sig efter det, 
tro på det og anvende det, som be- 



taler en ærlig tiende, som er ærlige 
over for deres næste og deres kredi- 
torer, som virkelig støtter Kirkens 
autoriteter, og som forkynder Evange- 
liet for deres børn på sådan måde, at 
børnene vil elske Herren. 
Vi har brug for forældre, som har mod, 
som vil stå frit frem og tale for det, 
som er ret; som er aktivt inddraget i 
og har indflydelse på samfundets le- 
delse; forældre, som er sømmelige i 
påklædning, tale og adfærd, som ikke 
skammer sig over Jesu Kristi Evange- 
lium, som lærer deres børn, at vi har 
en Fader i himmelen, at Han har sat os 
her på jorden i en viis og herlig hen- 
sigt, at Han elsker os, at Han har givet 
os befalinger sammen med vor handle- 
frihed, at vi vil få belønninger og blive 



straffet på grundlag af vore egne hand- 
linger; forældre, som vil acceptere alle 
budene, som er kommet fra Gud, og 
at de bud skal adlydes ene og alene 
af den grund; forældre, som ikke har 
andre guder for Herren, som ikke be- 
driver hor, som ikke stjæler, som ikke 
begærer deres næstes hustru eller 
ægtemand, som ikke bærer falsk vid- 
nesbyrd imod deres næste; forældre, 
som elsker Herren deres Gud af hele 
deres sjæl og hele deres sind, og som 
elsker deres næste som sig selv. (Se 
Moses 20:16.) 

Det er min overbevisning, og jeg bæ- 
rer vidnesbyrd derom, at dette er den 
eneste vej til menneskehedens frelse 
i dette liv såvel som i det kommende 
— i Jesu Kristi navn. Amen. 



Dagen i går slap dig af hænderne. Den kan ikke få andet ind- 
hold end det, du allerede har givet den. Ikke et ord, du talte, 
kan du kalde tilbage. Dagen i morgen har du ikke brev på. 
Du ved ikke, om du kan regne med at råde over den. Men 
dagen i dag har du. Den kan du leve, som du vil. I dag kan 
du glæde et andet menneske. I dag kan du hjælpe andre men- 
nesker, der er kommet på din vej. I dag kan du prøve med 
alle dine evner at leve sådan, som man rettelig venter af et 
medmenneske og en kristen. Dagen i dag er en betydningsfuld 
dag. Den er din. Kunne vi blot leve vort liv sådan, at der ved 
aftenstide var en og anden, der takkede for, at vi var til. 

K. St. 



307 



En bøn orm fred 



AF PRÆSIDENT 

JOSEPH FIELDING SMITH. 

Konferencens afslutningstale. 



Brødre og søstre, jeg synes, det har 
været en vidunderlig dag, og vi har 
hørt en hel del, der vil gavne os, 
hvis vi blot vil skønne på det. 
Vi er kommet til afslutningen af 
endnu en storslået generalkonfe- 
rence i Kirken. 

Vi kom sammen for at opretholde et 
nyt Første Præsidentskab og for at 
modtage råd og vejledning fra Herren 
gennem Hans tjenerne, profeterne. 
Vi samledes for at få del i det gode, 
Ånden giver os, for at føle den ind- 
flydelse, der kun kommer fra Herren, 
og for at blive opbygget i vor tro og 
vort vidnesbyrd. 

Vi kom for at tilbede Herren, be- 
kræfte vor kærlighed til Ham og vor 
hengivenhed for Hans sag, og vi kom 
med et ønske i vore hjerter om at 
holde det bud, som siger: „Du skal 
elske Herren med hele dit hjerte og 
med hele din sjæl og med hele dit 
sind, og du skal tjene Ham i Jesu 
Kristi navn." (L&P 59:5.) 
Jeg føler, at konferencens formål er 
blevet opfyldt. Vi er nu rede til at 
gå vore mange forskellige veje med 
fornyet indvielse til opbyggelsen af 
vor Faders værk, og med en fast 
beslutning om at anvende vor styrke 
og indflydelse til velsignelse for alle 
Hans børn. 

Lad os nu følge Hans råd, som 
sagde: „Således skal jeres lys skinne 



for menneskene, for at de må se 
jeres gode gerninger og prise jeres 
Fader, som er i himmelen." (Matt. 5: 
16.) 

Jeg giver jer min velsignelse med 
forsikring om, at Gud er med sit folk, 
og at det værk, vi er inddraget i, 
skal sejre og rulle frem, indtil Her- 
rens evige hensigter er opfyldt. 
Og jeg beder, at himmelens velsig- 
nelser må være og forblive med os 
og med alle mennesker. 
O, måtte himlene udøse retfærdig- 
hed og sandhed over hele verden! 
O, måtte alle mennesker alle vegne 
have et lyttende øre, og måtte de 
lytte til de lys og sandhedsord, som 
kommer fra Herrens tjenere! 
O, måtte Herrens hensigter blandt 
alle folk i alle nationer hurtigt blive 
opfyldt! 

Jeg beder for Kirkens medlemmer, 
som er Den Allerhøjestes børn, at de 
må blive styrkede i deres tro, og at 
ønsket om retfærdighed må øges i 
deres hjerter, og at de må udarbejde 
deres egen frelse med frygt og bæ- 
ven for Herren. 

Jeg beder for de gode og de ret- 
skafne blandt alle mennesker, at de 
må blive ledet til at søge sandheden, 
støtte ethvert sandt princip og frem- 
me frihedens og retfærdighedens sag. 
I disse vanskelige og besværlige ti- 
der beder jeg, at alle mennesker må 



blive ledet af det lys, som oplyser 
ethvert menneske, som kommer til 
verden, og at de derved må finde 
visdom til at løse de problemer, som 
trænger sig ind på menneskeheden. 
Jeg beder inderligt en nådig Fader om 
at udøse sine velsignelser over alle 
mennesker, over unge og gamle, over 
dem, som sørger, over de sultne og 
nødlidende, over dem, som er fan- 
get i uheldige forhold og usunde om- 
givelser, og over alle, som trænger 
til hjælp, bistand og visdom, ■ — og 
om alle de gode og store ting, som 
kun Han kan give. 

Sammen med jer allesammen føler 
jeg kærlighed, interesse og barmhjer- 
tighed for vor Faders børn over hele 
jorden og beder, at deres forhold må 
blive forbedret både timeligt og ån- 
deligt; jeg beder, at de må komme til 
Kristus, lære af Ham og tage Hans 
åg på sig, så de må finde hvile for 
deres sjæle; thi Hans åg er gavnligt 
og Hans byrde er let. (Se Matt. 1 1 :29- 
30.) 

Jeg beder, at De Sidste Dages Hel- 
lige og alle, som vil slutte sig til dem 
i at holde vor fælles Faders bud, vil 
leve således, at de kan finde fred 
i dette liv og i det evige liv i den 
kommende verden — alt dette beder 
jeg om i ydmyghed, med taksigelse 
og i den Herre Jesu Kristi navn. 
Amen. 



308 



En god historie, der bliver godt fortalt, er et af de 

rigeste lærer-hjælpemidler, der kendes. 

En god historie, der bliver læst, er en død historie. 

Medmindre du kan: få dine elever til at læse fra 

deres egne Bibler. 

For at fortælle historierne om Abraham, Josef, 

Daniel, Jesus eller Paulus, er det nødvendigt at 

leve så at sige i deres sko nogle korte øjeblikke. 



Dette forudsætter indlevelsesevne såvel som bag- 
grunds undersøgelser. Hvordan følte de? Hvordan 
tænkte de? 

Fremfør passager fra skriften ved hjælp af hukom- 
melsen. Bibelsprog er smukt, magtfuldt og velta- 
lende. Sammenhæng og synlig kontakt opnås, når 
du leverer et skriftsted fra mand til mand. Og in- 
direkte sætter du et eksempel for din klasse, hvis 
du citerer skriftsteder efter hukommelsen. 



Fortæl 
dem en historie 



AF EWAN HARBRECHT MITTON t 




At fortælle historier er en væsentlig del af religiøs un- 
dervisning. Hvis vi effektivt skal kunne undervise vore 
børn i Evangelie-sandheder, må vi først blive fortrolig 
med teknikken ved at forberede og fortælle historier. 
Især kræver lektier hvori man fortæller historier fra 
skriften en stor indsats for at kunne hjælpe børnene 
til at forstå disse og tage del i vor overbevisning og vor 
aivor. En historie vil ikke være mere effektiv end den 
lærer, som fortæller den. 

Planlægning og forberedelse 

En historie fra skriften kræver megen forberedelse ikke 
alene med at lære dens indhold, men også med at føle 
dens åndelige kvaliteter og med at se dens avendelses- 
muligheder i vor moderne tilværelse. Når den effektive 
lærer har forstået historiens betydning og vigtighed, vil 
han føle et „intenst krav om at dele denne oplevelse 
med dem, som han ellerede selv er blevet dybt berørt af 
. . . Ikke at han kun vil dele det, som forstanden har 
forstået, men snarere det, som hjertet og ånden har 
fattet ..." \ 

Gennem lærerens begejstring og spænding, kan børnene 
udvikle kærlighed for skriftens historier og opbygge 
større taknemlighed for Evangeliet. 

Evangeliske historier er voksne historier og bør forstås 
på dette plan, før de kan udlægges for børn. Her er der 
ingen erstatning for forberedelse. Medens lektiehæfter 
byder på megen hjælp med at finde en måde at gribe 
det hele an på og ligeledes på en ordliste, som børnene 
kan forstå, så bliver ånden og vidnesbyrdet, som vi 
udtrykker, beriget af vor forståelse af historierne, som 
de fremtræder i skrifterne. Ofte har vi også brug for 
ekstra hjælp i form af baggrundsinformationer om en 
historie fra et opslagsværk eller fra kommentarer til 
skrifterne. I sådanne tilfælde må vi bestræbe os på at 
få historierne til at leve i vore sind og blive en del 
af os selv, så disse oplysninger kan komme i den rigtige 
relation til historien og blive fortalt med følelse. 
Det er vigtigt at forblive tro imod den originale historie. 
En god historiefortæller vil aldrig selv digte noget i et 
forsøg på at forandre eller „forbedre" historien. Enhver 
historie, der er værd at fortælle er interessant uden 
forskønnelse. Vi bør heller ikke, når vi har med børn at 
gøre, miste en histories enkelhed og effekt ved at prøve 
at udmale en ubetydelig detalje i den. 



309 



Vi kunne måske ikke forstå så meget om Jesus og 
Hans Evangelium, som vi gør, hvis ikke Han havde 
fortalt historier (lignelser). Kan du forestille dig 
et bedre svar til spørgsmålet „Hvem er min næste" 
end historien om den barmhjertige Samaritan? 
Dit eget vidnesbyrd, stort eller lille, vil afspejles i 
hver eneste historie, du fortæller. En historie 
uden tanke, forberedelse, uden personlig indre 
overbevisning er en hyklerisk og uærlig historie. 
Børn kan hjælpe med at præsentere en historie 



fra Biblen, som de allerede kender, ved at fylde 
ud med detaljer eller ved at svare på spørgsmål. 
Før Jesus bragte Lazarus frem af graven, siger 
Biblen, „Græd Jesus". Var Han bange? Hvordan 
viste Han sin kærlighed overfor Lazarus, eller over- 
for Maria eller overfor Martha? (Se Johs. 11:35.) 
En god historiefortæller har det intense krav om 
at dele det med andre som allerede personligt 
har berørt ham dybt. 



Der vil altid kunne skabes interesse, hvis historien kan 
sættes i relation til børnenes liv. Efter at have forstået 
alle historiens aspekter fuldkommen både med forstand 
og hjerte, kan man spørge: „Hvad ønsker jeg, at min 
klasse skal få ud af denne historie? Hvad er det, historien 
lærer os? Hvordan kan jeg sætte den i forbindelse med 
klassens erfaringer?" Vi må gøre for vore børn, hvad 

Nehi gjorde for sit folk og anvende al hellig skrift 

på os, så at den kunne blive os til gavn og lærdom." 
(1. Nephi 19:23.) Med andre ord, må vi hele tiden se 
efter moderne paraleller og eksempler, som vil give vore 
historier mening også i dag. 

Øvelse og Præsentation 

Vellykket at kunne fortælle en historie kræver øvelse 
ikke alene i klasseværelset, men også udenfor. Der fin- 
des mange anledninger til sådanne øvelser, hvis læreren 
blot vil se efter dem. Indøv en historie foran et spejl, 
før du giver en lektie, og du vil herigennem få værdifuld 
hjælp og indsigt, der igen vil føre til en forbedret præ- 
sentation. 

Fortæller du levende, når du underviser din klasse? 
Er dine bevægelser effektive nok til at befordre dine 
ideer og følelser? Denne fremgangsmåde vil også be- 
skytte imod uønskede manerer, som sniger sig ind, og 
imod brug af unødvendige fagter, som bortleder op- 
mærksomheden fra historien. 
En anden uvurderlig hjælp til selv-vurdering og frem- 



gang, er båndoptageren. Hvis det er muligt, så optag 
din historie på bånd og lyt så til den og overvej din 
teknik. 

Hvordan synes, du om dig som historiefortæller? En lille 
billig båndoptager er hver øre værd, som du giver for 
den, med henblik på taleudvikling. 

Yderligere øvelse kan fås ved, at du fortæller historier 
for dine børn og deres venner. Arbejd hele tiden med 
sagen. Det, at fortælle en historie hjælper til at gøre 
den mere tydelig og taler til din forstand, og — som 
når man improviserer i musik — ideerne kommer, mens 
du fortæller en historie på en måde, som kun kan erfares 
af denne vej. 

Nævn ved ord, ting som kan føles, røres, smages, ses 
og høres. Lad børnene føle din personlighed og over- 
bevisning. Byd forslag og vurderinger fra voksne, der 
besøger klassen, velkommen. 

Før du fortæller en historie, bør du have detaljerne klar i 
din hukommelse. En hjælp til at gribe en historie an, som 
du har fortalt eller hørt mange gange, er hvis du forestiller 
dig, at du hører den for første gang. Lyt til den inde i dig 
selv. Vend og drej den for at se, om du kan finde ny ind- 
sigt og betydninger. Børn kan hjælpe til med at præsen- 
tere en historie, de allerede kender, ved at fylde ud med 
detaljer eller ved at svare på spørgsmål, dette vil føre til 
nye dybder og ny forståelse. 

Evangeliske historier vil forblive nye altid og samtidig 
åndeligt stimmulerende, hvis de omhyggeligt er forberedt 
under bøn og bliver fortalt med fantasi og overbevisning. 



Der er stadig ikke noget mere kedeligt eller 
historie-ødelæggende end at læse historien, som 
den fremtræder i hæftet. 

En historie fra Biblen vil være nøjagtig lige så lys 
eller så kedelig, som du selv gør den til. En 
heldig historie er ikke afhængig af meget billed- 
materiale eller af det antal gange, du har læst på 
historien, inden du læser den op, men mere af 
om du forstår historien, og af dit personlige 
vidnesbyrd og din evne til at fortælle historien på 
barnets plan. 



Enhver historie bør have et centralt punkt, en idé 
eller et formål. At lægge mere til er at forvirre 
indlæringen. Atter, læg mærke til Jesu historier, 
deres direkte måde og deres enkelhed. 
En god historie besvarer ikke altid alle spørgsmål 
for tilhøreren. Jesu historier endte ofte med et 
spørgsmål. Tilhøreren var nødt til selv at drage 
sine egne konklusioner. 



310 



■■MM^^^^n 



HHHHMHHI^nM 



Det præsiderende biskopråd taler til ungdommen 

Om at lære at arbejde 




AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG 




I det gamle Israel var det en skik, 
at en far overdrog førstefødsels- 
retten, som var en særlig velsignelse 
eller gave, til sin ældste søn. Inde- 
haveren af denne førstefødselsret 
vogtede sædvanligvis denne ejendom 
omhyggeligt og agtede den højt. 
Enhver af os, der lever i dag, har 
også en førstefødselsret, som sætter 
os i stand til at danne vor karakter 
og vort liv, efter de ønsker vi har i 
den retning. Denne førstefødselsret 
eller gave er retten og evnen til at 
arbejde. Et ungt menneske, der ken- 
der glæden ved sandt arbejde, har 
en ubetalelig førstefødselsret, en der 
vil åbne mange døre til fremgang her 
i livet. 

Selvom en førstefødselsret er et 
kostbart eje, er der nogle der ikke 
værdsætter den særlig meget. Vi 
læser, at Esau, Isak's ældste søn, 
solgte sin førstefødselsret til sin 
yngre bror Jakob. Paulus tænker på 
denne hændelse, da han skriver til 
Hebræerne med disse ord: 
„At ingen . . . som Esau, der for en 
eneste ret mad solgte sin førstefød- 
selsret. I ved jo, at skønt han siden 
hen ønskede at arve velsignelsen, 
blev han vraget: thi han fandt ingen 
lejlighed til at omvende sig, skønt 
han med tårer søgte derefter." (Heb. 
12:16-17). 

Budskabet, som Paulus her gengiver 
med eksemplet om Esau, er, at vi — 
selv gennem omvendelse — ikke kan 
genvinde det, der blev spildt i går. 
Det er "sandt, at vi kan omvende os 
og blive tilgivet, men vi kan aldrig 
genvinde det, som vi måske for- 
spildte ved at øde vor tid bort. 
Tiden til at lære at arbejde og til at 
lære at glæde sig over arbejde er din 
ungdom. Med hver dag, der bliver 
ødet bort, svinder også muligheden 
for at lære at arbejde, og denne u- 
betalelige førstefødselsret er til en vis 



grad forspildt. Afdøde Helen Keller, 
(Keller, Helen Adams, Amerikansk 
forfatter og foredragsholder, 1880- 
1968), der mistede sit syn og sin 
hørelse som ganske lille, lærte vær- 
dien af og glæden ved arbejde. Ved 
en lejlighed sagde hun: „Min andel i 
denne verdens arbejde er måske be- 
grænset, men den kendsgerning, at 
det er arbejde, gør det til noget 
dyrebart«. 

Arbejdets værdi kan ikke læres ved 
hjælp af en stedfortræder. Ungdom- 
men bør udnytte sine evner til at 
søge sunde arbejdsmuligheder. 
Præstedommekvorum'er og klasserne 
i hjælpeorganisationerne kunne hjæl- 
pe med at finde beskæftigelse. 
Når de unge søger beskæftigelse, er 
der flere punkter, der bør tages i 
betragtning: 

1. Beskæftigelse om søndagen bør 
undgås. 

2. Arbejde bør kun søges sådanne 
steder, hvor omgivelserne gør det 
muligt at holde Kirkens standarder. 

3. Arbejde bør søges nær ved hjem- 
met. 

I tilslutning til disse punkter bør et 
ungt menneske være opmærksom på 
sin personlige fremtræden og optræ- 
den. Renlighed, pænt redt hår og 
klippet hår, og ordentlige klæder vil 
altid blive mødt med en gunstig ind- 
stilling fra arbejdsgiverens side. 
Følgende artikel, der behandler det- 
te emne, stod i en avis: 
„De fleste af de unge mænd, der 
svarede på en annonce, hvori vi 
søgte et bud til bladet forleden, var 
nogle som var dumpede i gymnasiet. 
Dette var et minus for dem, allerede 
inden de nåede til redaktørens kon- 
tor. Blandt dem der blev vraget, var 
der unge mennesker i urene, iturevne 
og uordentlige klæder. De havde 
håret hængende ned over ørene, 
snavsede hænder, ingen slips på, og 



deres sko var sjusket bundet og 
upudsede. 

Den unge mand, der er heldig nok til 
at få et job i ferien, må i sandhed 
benytte alle fif. I U.S.A. har konkur- 
rencen aldrig før været så hård som 
nu. Arbejdsgiveren kan tillade sig at 
være kræsen og vrage og vælge. 
Han vil søge på markedet og så 
tage dem, der er — eller ser ud til 
at være — mest vågen, intelligent og 

— ny-klippet. 

I denne avis er der hver aften spalter 
med .Arbejde tilbydes' annoncer, og 
de fleste af de unge mænd, der søgte 
stillingen som bud her på avisen, kan 
ikke engang ansøge om nogle af dis- 
se stillinger. Prædikatet uforberedt 
bremser dem, hvor de end går". 
Jeg opfordrer jer til at benytte lejlig- 
heden i de kommende måneder til at 
lære at arbejde — ikke kun for, hvad 
du kan få i betaling for dette arbejde 

— men også for, hvad du vil blive til 
på grund af det. 

Herren har sagt: „Jeg, Herren, er ikke 
helt tilfreds med Zions indbyggere, 
thi der findes lediggængere blandt 
dem, og deres børn vokser op i u- 
gudelighed. De søger heller ikke al- 
vorligt efter evighedens skatte; men 
deres øjne er fyldt med griskhed. 
Det burde ikke være således og må 
afskaffes mellem dem". (L&P 68:31- 
32). 

Med Charles Kingsley's ord, (Kings- 
ley, Charles — Engelsk gejstlig, ro- 
manforfatter og digter, 1819-1875): 
„Tak Gud hver morgen, når du står 
op, fordi du har noget at gøre, som 
skal gøres, hvad enten du synes om 
det eller ej. Ved at være tvunget til 
at arbejde og tvunget til at gøre det 
bedste, vil du blive præget af selv- 
kontrol, mådehold, flid, viljestyrke, 
venlighed og omsorg samt hundrede 
af andre dyder, som den dovne aldrig 
vil komme til at kende". 



311 




Hun 

skrubbede vore 
sjæle 



AF DR. LINDSAY R. CURTIS 



Det at sørge for, at ti børn samt deres forældre fik deres 
bad lørdag aften, var ikke nogen lille opgave. Men det 
nye komfur med dets indbyggede vandbeholder var san- 
delig et stort fremskridt, i stedet for det gamle kulkomfur, 
hvor vandet skulle sættes over i gryder. Hver af os 
børn fik vor omgang af mor, som knælende skrubbede 
vore, nogle gange, modværgende kroppe, for derefter 
at syne det færdige resulat, Nu, næsten et halvt år- 
hundrede senere, står det klart for mig, at mor ikke 
blot vaskede vore kroppe — hun skrubbede også vore 
sjæle rene til sabbaten. 

Hvor tydeligt husker jeg ikke hendes historie om india- 
nerne, som kom til hendes dør, da to små piger var 
alene hjemme sammen med deres mor, (min mors bed- 
stemor). Hvad skulle de gøre? Men de stolede naturlig- 



312 



vis på, at Herren ville hjælpe dem, og de knælede ned 
i bøn, før de åbnede bjælkehyttens dør. 

Indianerne så sig omkring i hytten, og de var klar 
over at kvinderne var alene hjemme og ubeskyttede, 
men de tog den mad, som de fik, og gik derefter deres 
vej, uden at have generet børnene og deres mor. 
Jeg kan huske mors pioner-sparebøsse — en grå hånd- 
strikket kat med en grøn kant omkring — hun brugte 
den som barn til at spare sine tiendepenge i øre for øre. 
Det syntes — i hendes barnesind — at tage en evighed, 
førend hun havde sparet en krone sammen, som hun 
derefter gav til biskoppen, der nu kunne skrive hendes 
navn på tiendelisten. Med denne begyndelse startede 
den lille, grå kat at åbne „Himmelens sluser" (Mal. 3:10,) 
for denne lille pige, og Herren udgød velsignelser til hen- 
de i overmål, så mange at hun næppe kunne modtage 
dem. Den lille piges tro voksede om kap med kattens ind- 
hold. 

Hun lærte at blive økonomisk, og hvorledes hun skulle 
administrere pengene, og der var altid nok penge til at 
købe de ting, som var nødvendige. Døre åbnede sig 
for uddannelse. Andre døre åbnede sig, og hun blev 
lærerinde. 

Senere, da denne lille pige giftede sig, og mens min 
mor og far stræbte efter at skabe et hjem og en familie, 
vedblev katten at indeholde Herrens tiende Til sidst blev 
deres velsignelser så store, at den lille, grå kat ikke 
længere havde plads til hele tienden. Men den havde 
opfyldt sit formål. Den havde ikke blot lært den lille pige 
den vigtige tiendelov, men denne lære var blevet givet 
videre til over hundrede efterkommere. 

Jeg kan huske, hvorledes mor tog en pind i hånden og 
med lethed brækkede den. Så tog hun ti pinde og bandt 
dem sammen. På denne måde demonstrerede hun hvor 
stærke de var. 

„Hvis I ti børn vil lade kærlighed og loyalitet binde jer 
sammen, vil jeres styrke blive hundredefold," forklarede 
mor. Disse sammenbundne pinde fortsatte med at være 
vor families „styrke-symbol". 

Mor fulgte en bestemt form for justits, som ingen kunne 
sige hende noget imod, idet hun lærte os at kende 
forskel på hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. 
Offeret blev altid sendt ud for at hente sin egen pilekvist. 
Mor var fuldstændig klar over, at vi kendte vor egen 
skyld. Vor samvittighed var sådan, at hver af os bragte 
en pilegren tilbage, som i størrelse svarede til den straf, 
vi fortjente. Er det ikke sådan, at vi selv må afgøre, ved 
den måde vi lever vort liv på, i hvilken grad vi har 
fortjent belønning eller straf? 



Det var ikke nødvendigt for mor at fortælle os, at hjem- 
melærerne spillede en vigtig rolle i vor tilværelse. Det 
var i virkeligheden sådan, at hver enkelt forlod det, han 
var i færd med at gøre, for at lytte til dem. Hvis der 
havde været fjernsyn i de dage, ville det have været det 
første der blev lukket for. Lige efter biskoppen, var 
hjemmelærerne dem, som blev betragtet som familiens 
bedste og vigtigste venner. 

Der blev aldrig sagt et uvenligt ord om biskoppen eller 
nogen anden autoritet. Det var ikke så underligt, at vi 
voksede op til at elske brødrene og respektere deres 
råd. 

Medfølelse, og det at dele med andre blev en del af 
vort liv. Om søndagen blev der altid lavet mad nok til, 
at vi kunne bringe velfyldte tallerkner med mad til nogle 
af de ældre enker wardet, som mor havde taget sig af, 
da hun var præsidentinde for Hjælpeforeningen. De blev 
heller ikke svigtet efter at mor var blevet afløst. Deres 
spisekamre forblev fyldte indtil de døde. 
Troen på Præstedømmet kom gennem en oplevelse, som 
aldrig vil blive glemt. Vor søster lå meget syg, og hen- 
des tilstand var blevet forværret. Far var ikke til stede, 
og der var ingen andre bærere af Det melkisedekske 
Præstedømme. 

Ude i haven stod to mænd, som var ved at sætte et 
hegn op om haven. Mor henvendte sig hurtigt til dem, 
og spurgte om de holdt det hellige Præstedømme. Det 
gjorde de, men de følte ikke, de havde erfaring nok 
til at udføre en så vigtig ordinanse, det var at salve en 

syg. 

„Kom med mig — men hurtigt. Jeg har noget indviet olie, 
og jeg kan fortælle jer, hvad I skal sige," sagde mor. 
Og det gjorde hun. Ingen af os har glemt den lektie hun 
gav os om tro, og heller ikke om Præstedømmets magt. 
Mors måde at behandle et vanskeligt problem på var 
meget direkte. Stående lige foran spejlet, så hun sig 
selv lige ind i øjnene. „Hvad er så størst ■ — du eller 
dit problem?" ville hun sige. Svaret var meget nærlig- 
gende. 

Ja, mor skrubbede vore sjæle samtidig med at hun skub- 
bede vor kroppe. Hvorledes kan vi nogensinde tilbage- 
betale hende, for at hjælpe os med at forberede os til 
det evige liv? Jeg er ikke helt klar over det, men en 
tanke kom til mig: 

Ved flere lejligheder når Gud Faderen præsenterede sin 
Søn, Jesus Kristus, pegede Han på Ham med berettiget 
stolthed, idet Han sagde: „Denne er min Søn, den el- 
skede, i Ham har jeg velbehag." (Matt. 3:17.) 
Kan vi bede om mere, end at vore mødre vil sige det 
samme om os? Q 



313 



Den mand husker je 




Det ward vi flyttede til for et par måne- 
der siden er med raske skridt ved at 
vinde indpas i vore hjerter. Jeg tror, at 
minderne fra vor gamle ward, som vi 
holdt så meget af, vil fortone sig efter- 
hånden som vi oplever ting i vort nye 
ward, som vil gøre det til en del af vor 
tilværelse. Men jeg vil altid huske den 
lykke, vi havde i det ward, vi lige er 

flyttet fra. 

Der var så mange dejlige mennesker. 
Vi følte altid, at vore børn havde de 
bedste klasser i Søndagsskolen, fordi 
vi kendte og elskede deres lærerinder. 
Jeg var til stadighed fyldt med glæde 
ved at arbejde sammen med andre høj- 
præster under inspirerede mænds le- 
delse. Vor biskop var en usædvanlig 
støtte for os, og vi havde altid en vir- 
kelig følelse af at han elskede os — og 
vigtigst — han ønskede det bedste for 
os alle. 

Men der var en mand, som boede i vort 
ward, og det er ham, jeg husker bedst. 
Han kom ofte i vort hjem. Når han kom, 
nævnte han hver enkelt barn ved navn 



AF GEORGE DURRANT 

og talte til dem personligt. Han lyttede 
omhyggeligt til alt, hvad de sagde. De 
vidste, at han holdt af dem og interes- 
serede sig for dem. 

Når vore nyfødte blev velsignet, stod 
han ved siden af mig i kredsen af Præ- 
stedømmets bærere. Når vore børn 
nærmede sig dåbsalderen, talte han 
med dem om vigtigheden af denne 
store ordinanse. Når de blev nedsæn- 
ket i vandet, stod han der som vidne 
og glædede sig sammen med os. Hans 
hænder blev, sammen med mine, lagt 
på deres hoveder når jeg ordinerede 
dem til medlemmer af Kirken. Da vor 
ældste søn blev ordineret til diakon, 
kom han for at lykønske. 
Da jeg var nødt til at forlade byen i 
forretningsøjemed, ringede han hver 
dag til mit hjem, for at forhøre sig om 
familiens velbefindende. Hver uge når 
vi kom hen til Kirken, kom han over og 
trykkede vore hænder. En gang da jeg 
var syg, kom han sammen med en an- 
den broder og salvede mig. Han knæ- 
lede ofte sammen med vor familie i 
bøn. 



Han prædikede aldrig for os, men den 
måde han lyttede til os på fik os til at 
udføre vort bedste. Han var ikke kendt 
som en mesterlærerelJer som en, der 
havde en høj uddannelse, men fra ham 
og gennem ham følte vi styrke og vis- 
dom. Han udstrålede en ånd, som fik 
os til at respektere og stole på ham. 
Det var ikke så meget det han sagde, 
men det han var, som øvede indflydel- 
se på os. 

Når han kom til os, kom en af hans 
sønner, som bar Det aronske Præste- 
dømme, med ham. Han elskede sine 
sønner. Vore børn kunne lide når de 
kom med, så talte de om svømning 
og anden sport. 

Før vi flyttede, holdt vi en middag i vor 
have. Han kom med sin familie; han 
var vores æresgæst. Han medbragte 
hjemmelavet is med ferskner. Da vi 
gav hinanden hånden for at sige far- 
vel, fik vi begge tårer i øjnene. 
Ja, jeg mindes med glæde vort gamle 
ward. Jeg husker så mange af med- 
lemmerne der. Men den mand, jeg hu- 
sker bedst, var min hjemmelærer. 



Rov M. Darlev 



Nadververs 

Senior-søndagsskolen: 

„Jeg skammer mig nemlig ikke ved 
evangeliet, thi det er en Guds kraft 
til frelse..." (Rom 1:16.) 

Junior-søndagsskolen: 

„Saglige er de rene af hjertet, thi 
de skal se Gud." (Matt. 5:8.) 




jh j J , Æ J 



md 



i 



é=4 



i 



i — x 



T 



n 



3X1 



3* 



314 



i 



- vlli 



Fra Missionens 

Det er noget der sker — kan man tro det? — Ja, 
sådan er det! Store og vidunderlige ting sker lige 
for øjnene af os i den danske mission. Ting, som 
syntes umulige for blot få år siden, og får os til 
at tænke over, at Herren kan gøre alting. 
Lad mig nævne nogle få: Danmarks Mormonkor 
vil sammen med andre trofaste hellige flyve til 
Amerika for at synge og glæde sig sammen med 
de hellige i Utah. Koret er vidunderligt, og når de 
synger i Salt Lake og andre steder, vil de sammen 
med deres sang medbringe den dejlige åndelig- 
hed i dette vidunderlige lille land og hos de gode 
søskende her. 

Andre medlemmer af Kirken vil rejse med for at 
forny gamle venskaber fra den danske mission, 
vil blive optaget i hjemmet hos de søskende de 
kender, mange af dem er danske, som er omvendt 
og emigreret, mange af dem danske missionærer 
fra tidligere år. De vil alle være glade for at huse 
dem og byde dem velkommen i Zion. 
Præsident Don L. Christensen vil stå for alle 
arrangementer derovre, og I kan være sikre på, 
at det vil være en stor åndelig oplevelse for alle. 
De vil i Salt Lake også overvære efterårskonfe- 
rencen, og I kan være sikre på, at det at være i 
den store historiske bygning og synge „Hav tak 
for Profeten du sendte" sammen med 30 000 
andre mennesker (i Tabernaklet og andre nær- 
liggende bygninger) og millioner af seere og lyt- 
tere, vil blive et af højdepunkterne i deres liv. 
Og så at sidde og se og høre Herrens Profet og 
de andre Generalautoriteter tale Guds ord — det 
vil aldrig blive glemt. Hvor vidunderligt at være 




Præsidentskab 

en Sidste Dages Hellig, at være et af Guds ud- 
valgte folk, at være der for første gang. Vær tak- 
nemmelig, vær glad, vær ydmyg! Herren kan ud- 
føre alt — på sit eget tidspunkt og på sin egen 
måde. 

Og så at komme hjem og forny sig i dette vid- 
underlige land — det er næsten for strålende at 
tænke på. 

Vil I tænke jer, at over 250 unge og gamle søsken- 
de har været rejst til templet i år! Det er virkelig 
rigtigt, og over 4000 ordinanser blev udført. Hvad 
kan der ikke ske på 5 år med Herrens hjælp? 
Gæt engang! (Tak, søster Kaiser, og I andre 
søskende!) 

Før oktober er forbi, vil vi have 5 og sandsynligvis 
6 fuldtids indfødte danske missionærer her i Dan- 
mark til at forkynde Evangeliet. Understøttet af 
deres forældre og af jer, I medlemmer af Kirken. 
Send os lidt penge hver måned til dem, til det 
danske missionærfond. 

Dernæst har vi lige afsluttet tre stor distriktskon- 
ferencer. Der var en dejlig ånd tilstede, der blev 
forkyndt store principper, og det var de største 
distriktskonferencer, der er afholdt hidtil. 
Missionærer bringer nye medlemmer ind i Kirken 
i stort omfang og med jeres hjælp. Jeg håber i be- 
der, faster og arbejder for at bringe jeres nye 
medlem ind i Kirken i år. Det er min udfordring til 
jer. Vi har brug for jer, Herren har brug for jer, og 
hvis vi kan sende 1 80 mennesker til Salt Lake kan 
Herren ganske sikkert velsigne os til at bringe en 
familie ind i Kirken om året. Vil I tro på det? 

Paul L. Pehrson 



315 






800 meter-løbet blev erklæret „dødt", 
men her ses tydeligt, at Carsten Larsen, 
Odense, vinder foran Kim Sørensen, 
København. 



„Trebensløb" . Til venstre Sveriges mis- 
sionspræsident og til højre Norges mis- 
sionspræsident i stor stil. 



estinord 70 



„Fem dages solskin" 
Onsdag: Vester Mariendals Skole, tid- 
lig morgen — 

Efter hektiske dage på skolen for ledere 
og hjælpere med at klargøre alle de 
sidste detailler, er alt parat til indskriv- 
ningen: og så kommer de vrimlende, 
slæbende på tunge kufferter og soveud- 
styr, trætte efter en lang rejse. Hvor skal 
jeg sove? Jeg har ingen luftmadras med! 
Hvem er din gruppeleder? o.s.v. Nogle 
er godt organiserede hjemmefra, og så 
går indskrivningen som en leg — ved 
middagstid er alle installerede, og spise- 
arrangementet skal stå sin prøve. 



Det bestod, vore gode og trofaste 
hjælpere fra det nordjyske distrikt kunne 
deres sager med smil på læben, og 
Festinord-deltagerne har i årens løb fået 
køkultur. 

Dagen brugtes til prøver, træning og til 
at sove ud. 

Om aftenen en kort indvielse med taler 
af Aalborg bys borgmester, missionspræ- 
sident og præsident S. Dilworth Young og 
hans hustru. Til sidst et par muntre fæl- 
lessange, ledet først af Sveriges herlige 
Arne Hedberg i samarbejde med vor egen 
Inger Rasmussen, og til sidst af præsi- 



Helge Nørrung, København, slår her den 
gamle Festinord-rekord; han springer 
1,77 m. 



dent Young, der er en sangglad mand. 
Han gav os sin egen og præsident Joseph 
Fielding Smiths velsignelse for de dage 
vi skulle tilbringe sammen. 
Vi sluttede aftenen med uformel dans. 
Torsdag: Regnen, der havde gjort den 
første aften på skolen behagelig kølig, 
var hørt op, en frisk vind blæste hurtigt 
jorden tør til dagens idræt. En herlig 
dag med kammeratlige dyster meHem 
landene. Danmark lå denne gang klart 
i spidsen, og når vi glæder os over det, 
er det, fordi det viser os, hvor vældigt 
vore unge sportsfolk er gået frem i de 
fem år der har været Festinord. Første 
år blev vi totalt slået, og stemningen var 
særdeles mat. Men vi kæmper ikke som 




Det succesfulde basketball-hold, som slog Norge 48-20 
og Sverige 27-6. 

Danmarks volleyball-hold. 



^Ws^-'i ,: "JflSV&ffc" ' * 




316 



fjender, vi nyder når en god mand vinder 
fra et andet land. 

På idrætesbanens skråninger lejrede de 
unge sig i glade grupper og gav sig til 
at synge til guitarakkompagnement, sven- 
ske, norske og danske i samdrægtighed. 
Om aftenen var der Dansefestival, fest- 
ligt og imponerende, fint tilrettelagt og 
gennemført af vore helt unge danseledere. 
Det ses tydeligt, at Danmark har nogle 
begejstrede danseledere, og at man ikke 
har nok af dem i Sverige og Norge. Det 
er danselederne, der giver deres egen 
begejstring videre til de unge og får dem 
til at arbejde med stoffet. Danmark 
noterede sig for fine resultater fra alle 
tre distrikter. 

Fredag: Det er tydeligt, at mange kender 
hinanden fra de foregående år, og at 
andre hurtigt lærer hinanden at kende; 
skolen summer af glade stemmer og 
gensynsråb og forespørgsler efter dem 
man ikke kan få øje på. 
Som altid morgenbøn og sang, og så 
afsted til boldbanerne. I dag skal de 
store slag slås. Lad os sige det straks, 
Danmark vinder næsten alt. Det er lige 
ved at være pinligt, selv om det også 
er herligt. Men vi er lige gode venner for 
det. Det var basketball, volleyball og 
fodbold. 

Om eftermiddagen bliver vi til gengæld 
fuldstændig slået! Danmark, det havom- 
bruste, må erkende at svømmere har 
vi næsten ingen af. Få det nu lært, ven- 
ner! Brystsvømning er hyggeligt, men 
alt for langsomt; det er crawl det drejer 
sig om, hvis man vil være hurtig, og kon- 
dition er absolut nødvendigt i vandet. 
Om aftenen har vi Variety-show. Og hvilke 
varieteter! Først Ungdomskoret, det lød 
som solskin, fuldt af glæde, liv, musikali- 
tet og rytme. Derefter en klassisk af- 
deling, som helt var Norges og Sveriges. 
Den var fornem og en stor nydelse. 
Så kom selve show'et — og hvilket show! 
— To timer, festligt — farverigt — varie- 
rende — vittigt — elegant og buldrende 
morsomt — en kvalitet der lå over det 
et virkelig godt TV-program byder på. Det 
varden fælles mening. Hvis man ikke har 
været til stævner de sidste år, vil man 
ikke tro sine egne øjne, en sådan vækst 
og udvikling er der foregået. Man går 
ikke hen et eneste sted i Danmark og 
ser bedre underholdning. 
Det er umuligt at nævne alle de herlige 
numre, hvoraf især Sverige og Norge 
tegnede sig for de største succes'er. 
Men fremhæves skal det norske crazy- 
nummer, „Side by Side" med fire unge 
gentlemen i høje hatte, veste og hvide 
permissioner, forrygende vittigt, ubetale- 




ligt morsomt og elegant og overraskende. 
Sveriges vidunderlige „The Job Song" 
(VARM KORV) fik ligeledes gang på gang 
taget til at løfte sig under latter og klap- 
salver. Det var helt igennem hjemme- 
gjort, både idé og musik, og virkelig mor- 
somt udført. Og det danske nummer 
„Alohaa Hawaii" var så smukt og im- 
ponerende med palmer, blomster, skønne 
dragter og dygtigt udført ægte hawaiian- 
ske og samoanske danse, at alle sad be- 
taget under hele nummeret, undtagen når 
bifaldet brusede ned over „Hawaii-prin- 
sessen" efter hendes solonummer. Det 
var en værdig afslutning på en aften af 
høj kvalitet. 

Der sluttedes med uformel dans og 
„sammen-sang", til svensk orkester, som 
vi også fik at høre lørdag aften. 
Lørdag: Udflugt, strålende sol fra en sky- 
fri himmel. Ud til Rebild Bakker, hvor 
vi havde tovtrækning, kast med vand- 
poser, sækkeløb og mange andre lege 
og konkurrencer. Dejlige ture i terrænet, 
små sanggrupper med guitarspil, og 
præsident Young der dannede sin egen 
sanggruppe, som han underviste i 
muntre sange; han nød denne dag i fulde 
drag. Vi hørte denne udtalelse: Det er 
utroligt så godt alle opfører sig, de holder 
sig til anviste steder, kommer til aftalt tid, 
alt klapper som det skal, skønt 440 unge 
er spredt over et stort terræn. 
Vi slutter udflugten med en tur til Vester- 
havet og et dyp i bølgerne. Vidunderligt 
skønt, alle var gerne blevet der hele da- 
gen, men lederne ånder lettet op, da alle 
en time senere sidder uskadt i busserne. 
Det er svært at holde samling på så 
mange på en kilometervid strand med et 
fristende, men farligt hav. 
Lørdag aften: Det store bal og banketten. 
Værdigt vandrer de parvis ind i Aalborg- 
hallens foyer, det er ikke til at tro at det 
er de samme unge, vi nu har set så 



Fra åbningen af Festinord, efter præsident 
Youngs solosang 



Præsident Young på idrætspladsen 




317 



mange dage i sportstøj og uformel 
påklædning. Skønne lange kjoler, fine 
frisurer, habitter, hvide skjorter. „Det er 
ikke muligt", siger Aalborghallens vært. 
„Jeg tror ikke mine egne øjne, hvordan 
får I dem til det? Sikken et syn, sikken 
en opførsel. Jeg er målløs". 
Og da aftenen er slut og vi takker orke- 
stret, siger de: „Det er os der skal takke, 
det har været en stor glæde for os at 
spille til et sådant publikum, vi har 
faktisk aldrig oplevet noget lignende. Vi 
var for første gang direkte kede af det, 
da vi skulle holde pause." 
Men det er ikke de eneste lovord vi 
hører. Pedellen på skolen, hvor vi er 
dag og nat, siger da vi vil betale ham 
for hans meget ekstra arbejde: „Nej tak, 
jeg vil ingen ting have; det har været en 
oplevelse for- mig hver eneste dag. Jeg 
har lært mere om ungdomsarbejde i de 
fem dage I har været her, end i al den 
øvrige tid jeg har arbejdet med unge." 
Og Aalborgs skoledirektør, der var yderst 
betænkelig ved at man havde udlånt en 
ny skole til så mange unge, sagde efter 
at have været på inspektion og set alle 
soverum og -sale grundigt efter: „Hvis 
mormonerne kommer til Aalborg igen, kan 
de få hvilke skoler de vil, og så mange 
de vil når som helst." 
Søndag: Der var først Præstedømmets 
møde og pigemødet, hvor henholdsvis 
præsident Young og søster Young talte 
inspirerende til de unge, og derefter 
vidnesbyrdmødet, hvor unge, som altid 
til disse møder ved Festinord, flokkedes 
for at aflægge deres vidnesbyrd, mange 
gribende som for eksempel dette: „Jeg 
var kommet væk fra Kirken, var uaktiv, 
men tog med til Festinord. Jeg har fået 
et vidnesbyrd om Evangeliet, mens jeg 
har været her, ved at betragte vore 
ledere — jeg ved nu, at denne Kirke er 
sand." Disse vidnesbyrd i forbindelse 
med ovennævnte udtalelser af ikke-med- 
lemmer giver et stærkt indtryk af, at 
Festinord har betydning, ikke bare for 
vore unge, men også for den by hvor den 
afholdes. De unges høje karat kan spores, 
gør indtryk på andre. Festinord vil fort- 
sætte så længe det betyder glæde, ud- 
vikling og samarbejde. 
Tak til alle ledere, alle hjælpere og alle 
unge for et smukt resultat. 
En ganske særlig tak skylder vi broder 
Ejnar Sørensen, Aalborg, for hans vær- 
difulde indsats og utrættelige arbejde 
med at skaffe de dejlige lokaliteter i Aal- 
borg, både skoler, svømmehal, idræts- 
baner, etc. 

S. S. og A. R. 



Ny rådgiver til missionspræsidenten 



Den 14. juni blev broder Henning Kiile- 
rich Frederiksen kaldet og opretholdt som 
rådgiver til missionspræsident Paul L. 
Pehrson. 

Broder Frederiksen er født den 18. april 
1934 og blev døbt i Kirken den 15. ok- 
tober 1960. Han har beklædt mange for- 
skellige stillinger i Kirken, bl.a. to gange 
i grenspræsidentskabet i Herning Gren, 
6 år som forstander for G.U.F. i Jylland 
Distrikt, rådgiver for distriktspræsidenten 
i Nordjylland Distrikt og sidst som dis- 
triktspræsident i Nordjylland Distrikt. 
Broder Frederiksen er gift med Sonja 
Klemmensen Frederiksen og de har tre 
sønner på henholdsvis 3, 6 og 8 år. I det 
civile liv er han kontorfuldmægtig ved 
Atomenergiforsøgsanlægget Risø's ad- 
ministration. 

Vi beder Gud velsigne præsident Frede- 
riksen i det store, ansvarsfulde kald, der 
nu er pålagt ham! 



Henning Kiilerich Frederiksen 






Roland Craig Madsen 



Ny statistik-sekretær 

Den 22. juli er ældste Roland Craig 
Madsen blevet kaldet som statistik- 
sekretær på missionskontoret. 
Ældste Madseri er født den 25. november 
1949 i American Fork, Utah, .som søn af 
Vernis og Roland W. Madsen. 
Han kom til Danmark den 14. juni 1969 og 
har arbejdet i Hareskovby, Hvidovre, 
Valby, Roskilde, Slagelse og Odense, 
indtil han blev kaldet til sit nuværende 
arbejde. 

Vi beder Gud velsigne ældste Madsen 
i det ansvarsfulde kald, der nu er pålagt 
ham! 



Et vidnesbyrd om Festinord 

Det var med fornyet tro og et stærkere 
vidnesbyrd, at vi år forlod FESTINORD. 
At dele sin tro med så fin og levende en 
ungdom er sandelig vidunderligt, og da 
den dygtige optræden løb af stabelen, 
var der ikke mange, der kunne sidde 
stille af jubel og begejstring over de 
mange numre af høj kvalitet. Om der 
havde været en talentspejder til stede, 
ville han sikkert have noteret sig ad- 
skillige numre. 

Også udefra lagde man mærke til vor 
livsglæde; orkestret, som spillede for 
os til banketten og ballet, udtrykte at 



aldrig havde de haft så god en aften — 
ja, de var helt kede af at skulle standse. 
„Det har været vort livs aften," sagde 
de. 

Jeg føler trang til at citere fra „Guds 
Rige Genoprettet": „ . . . En sådan skare 
af folk, der bevæger sig i harmoni, ven- 
skab, værdighed, fortæller med en røst, 
der ikke kan misforstås, at de var et folk 
med intelligens, dyd og orden; kort sagt, 
at de var hellige, og at kærlighedens, 
renhedens og lysets Gud var deres Gud, 
deres eksempel og vejleder, og at de 
var velsignede og lykkelige." 

Kirsten Overgaard 



318 



Dåb: 
København Gren: 

9. maj: 

Mette Jacobsen, døbt af ældste Perry 

Hawkins, håndspålæggelse ved ældste 

Gary Lassen. 

Leig Bengtsson, døbt af ældste Tom Burt, 

håndspålæggelse ved ældste Thomas 

Schiffgen. 

30. maj: 

Irene Lise Nielsen, døbt af ældste Leland 

Rasmussen, håndspåleggelse ved samme. 

Kjeld Ole Blicher Dam, døbt af ældste 

Darryl Jenkins, håndspålæggelse ved 

ældste Richard Sorensen. 

6. juni: 

Margit H. Nellemann Petersen, døbt af 
ældste Gunnar H. Møller Knudsen, hånd- 
spålæggelse ved ældste Ardean Roy 
Andersen. 
13. juni: 

Kell Christiansen, døbt af ældste Charles 
F. Adams, håndspålæggelse ved samme. 
Elsa Gunborg Nielsen, døbt af ældste 
Lamar Mabey, håndspålæggelse ved 
samme. 

Bent Nellemann Petersen, døbt af ældste 
Ardean Roy Andersen, håndspålæggelse 
ved ældste Gunnar H. Møller Knudsen. 

Skive: 

7. marts: 

John Hougård Olesen, døbt af ældste 
Royal R. Meservy, håndspålæggelse ved 
ældste Larry Gardner. 
Vivian Rysgård Olesen, døbt af ældste 
Larry Gardner, håndspålæggelse ved 
ældste Royal R. Meservy. 
København Nordre Gren: 
7. juni: 

David Sandahl, døbt af broder Arne San- 
dahl, håndspålæggelse ved samme. 
13. juni: 

Jytte Margrethe Danielsen, døbt af ældste 
Richard McAffee, håndspålæggelse ved 
ældste Charles Hagler. 
Aalborg: 
20. juni: 

Johanne Dusin Kortsen, døbt af ældste 
David Wiest, håndspålæggelse ved ældste 
Ray Quist. 
2. juli: 

Eleonora Carla Margnesita Gundersen, 
døbt af ældste Dana Green, håndspålæg- 
gelse ved broder Børge Klitgaard. 
Horsens: 
11. juli: 

Jytta Etla Andersen, døbt af ældste Dennis 
W. Poulsen, håndspålæggelse ved 
samme. 



Velsignelser: 
Horsens: 

7. juni: 

Henning Jensen og Grete Elisabeth Søren- 
sen Jensens søn, Torben Dam Jensen, 
velsignet af sin fader. 
Odense: 
5. juli: 

Niels-Ove Søgaard Andersen og Bente 
Lykke Hansen Andersen søn, Michael 
Nordahl Andersen, velsignet af sin fader. 



Ordinationer: 
Odense: 

21. juni: 

Thomas CuffOrd Tennis ordineret til 

diakon af ældste Keith Andersen. 

Silkeborg: 

17. maj: 

Flemming Bræmdal ordineret til diakon 

af broder Vagner U. Kristensen. 

København: 

31. maj: 

Per Krogh Svendsen ordineret til præst 

af broder Ole P. Petersen, 

Kaj Johan Schultz ordineret til præst af 

broder Ib Hansen. 

7. juni: 

Leig Bengtsson ordineret til diakon af 

broder Ib Hansen. 

Amager Gren: 

31. maj: 

Jan Lindskov Hansen ordineret til diakon 

af broder Flemming V. Eliasen. 



Dødsfald i Amerika 

Søster Nikoline Johanne Pedersen Isak- 
sen, hvis mand, ældste Martin J. Isaksen, 
døde den 7. april 1947, medens de begge 
var på mission i Danmark, er død den 
14. juni 1970 i Salt Lake City, 92 år gam- 
mel. Æret være søster Isaksens minde! 



Hilsen fra Amerika 

Tidligere missionær i den danske mis- 
sion, William R. Lyells, sender fra sit 
hjem i Ogden, Utah, de kærligste hilsener 
til alle søskende og venner i Danmark. 



Dødsfald: 
Helsingør: 

Den 19. juni døde broder Alfred Hauberg 
Jensen, 65 år gammel. Æret være broder 
Hauberg Jensens minde! 



København Gren: 

Den 3. juli døde søster Anne Marie Kir- 
stine Hansen Jørgensen, 41 år gammel. 
Æret vøre søster Jørgensens minde! 
Silkeborg: 

Den 15. juli døde søster Ester Marie 
Pedersen, 64 år gammel. Æret være 
søster- Pedersens minde! 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 

Bernhardt West, København, 75 år den 

9. november. 

Vera Margrethe Gaaser, København, 60 

år den 1 1 . november. 

Lydia Petra Karla Angelika Zaulich, 

Esbjerg, 70 år den 18. november. 

Paulus Elias Christensen, København 

Nordre Gren, 80 år den 19. november. 

Anker Andreasen, København, 65 år den 

26. november. 

Ellen Rasmussen, København, 65 år den 

27. november. 

Hansine Petersen Jensen, Odense, 85 år 

den 28. november. 

Valborg Hansen, København, 60 år den 

7. oktober. 

Magda Sjøgren, København, 65 år den 

21. oktober. 

Anna Nilsson, København, 60 år den 22. 

oktober. 



<36ad vækker splid, 
kærlighed skjuler alle 
synder. 

(Ordsprogenes Sog 10:12) 



Hvis man ikke ønsker at ledes i fristelse 

AF RICHARD L EVANS 

Som en humoristik iagttager sagde: „Når visse mennesker flygter 
fra fristelse, efterlader de deres ny adresse". Dette leder os hen 
til spørgsmålet om, hvad man kunne betegne at friste skæbnen, flirte 
med den, more sig med selve ideen. Til tider synes det, som om vi 
selv skaffer os ubehageligheder, at vi indbyder fristelsen — idet vi 
måske ønsker lidt spænding de forkerte steder, på de forkerte 
tidspunkter, måske af forkerte årsager — til tider af nysgerrighed, 
til andre tider med usund interesse for selve handlingen. Måske und- 
lader vi at gøre som Mencius sagde: „Lad mennesket beslutte, hvad 
det bestemt ikke vil gøre, og det vil være frit stillet til i fuldt vigør 
at udrette, hvad det burde". Problemet er ofte, at vi ikke er fast 
besluttet på, hvad vi ikke vil gøre. Måske beslutter vi at lade døren 
stå lidt åben — at gå halvvejs, eller en del af vejen eller blot lidt af 
vejen. Men lidt af vejen er i visse situationer for langt. Livet her på 
jorden er så kort, så hurtigt, og alligevel er livet så vigtigt og så 
evigt langt — og der er så mange rigtige steder at tage hen, så 
mange gode gerninger at udrette, hvordan kan vi da med rette give 
os tid til usmagelige sider af tilværelsen? Vi kan ikke føle os sikre, 
hvis vi beslutter at eksperimentere med de forkerte ting — blot lidt 
i starten, så lidt mere for derefter måske at miste vor dømmekraft. Vi 
har brug for normer, love og vejledning i vort liv; råd, befalinger og 
personlige moralske principper. Vi må se kendsgerningerne i øjnene: 
for at indse, hvor ærlige vi er, hvor langt vi vil gå — hvor langt vi 
ikke vil gå — og trække en linie, vi kan stole på, og på hvis rette side 
vi kan blive, den sikre, den dydige side. Det kan lyde gammeldags, 
men vor fred og selvrespekt er mere værd end en hvilken som 
helst spænding, en hvilken som helst kortsynet eftergivenhed eller 
ethvert eventyr af farlig og smudsig karakter. Ingen er nogensinde 
styrtet i en afgrund uden at være gået nær ved en. „Når visse 
mennesker flygter fra fristelse, efterlader de deres ny adresse". Hvis 
du ikke ønsker at ledes i fristelse, lad da ej som om du er interesseret.